Skip to content

Vestdanske kortfilm på TV 2 Play

Nu får fire fantastiske og meget forskellige kortfilm premiere på TV 2 Play. De fire kortfilm er udviklet og produceret af jyske filmselskaber under Den Vestdanske Filmpuljes kortfilm-call i 2020. Initiativet blev gennemført i et samarbejde med TV 2 og producer og ekspert i kortfilm Kim Magnusson og havde fokus på fortællinger med festivalpotentiale. Filmene har været rundt på internationale filmfestivaler og er nu klar til at møde sit danske publikum på TV 2 Play.

Hvert år støtter Den Vestdanske Filmpulje kortfilm igennem et årligt kortfilm-call. I 2020 blev kortfilm-call’et lavet i samarbejde med producer og dobbelt Oscar-vinder Kim Magnusson og TV 2. De fire udvalgte filmhold har skabt filmene MARBLE, POKE, DE UKUELIGE og RIDDER LYKKE, som nu kan ses på TV 2 Play.

“Vi er rigtig glade for at kunne præsentere disse fire danske kortfilm på TV 2 Play. Det er fire velfortalte, vellavede og hver især unikke små film, og de sætter en tyk streg under, at der findes masser af ungt talent i dansk film. Vi håber, at rigtig mange vil finde filmene på TV 2 Play, se dem og forhåbentlig dele oplevelsen med deres venner. Kortfilm er jo ikke den mest kommercielle genre, så god word-of-mouth er nødvendig for at udbrede kendskabet til filmene – og det har disse fire små perler alle fortjent,” fortæller Anders Leifer, Head of Acquisitions and Formats på TV 2.

Kortfilm giver unge filmskabere mulighed for at vise, hvad de kan, og kortfilmsformatet gør det muligt at afprøve kreative samarbejder mellem producer, instruktør, manuskriptforfatter og det øvrige filmhold. Derfor er det en prioritet for Filmpuljen at støtte op om udviklingen af kortfilm. For filmholdene bag de fire film har kortfilmene været et vigtigt projekt for nye samarbejder og udvikling:

“POKE var en perfekt måde for os at kickstarte et samarbejde mellem instruktør Christian Andersen, producer/producent Jesper Jørgensen og mig, inden vi skulle i gang med at lave vores spillefilm SYNKEFRI. Vi lærte meget om hinanden under produktionen af POKE og blev klar til at give os i kast med et større projekt. Filmen blev også brugt som visitkort til at søge finansiering til vores spillefilm. Med andre ord, det var helt klart en kæmpe fordel at få lov at lave en kortfilm i professionelt regi,” fortæller producer på POKE, Hanna Rosland.

Fire unikke fortællinger

Fra et børnehavebarns moralske dilemma til en mands kvaler med at tage afsked med sin afdøde kone i kapellet – de fire kortfilm er vidt forskellige og særlige på hver deres måde.

MARBLE

MARBLE er instrueret af Sofie Rødtnes Markussen og produceret af Fie Emilie Jørgensen og Jonathan Langelund for New Tales. Filmen er optaget i Randers Kommune, og den handler om 5-årige Safa, der går i børnehave i Månehuset. Safa er en sky og stille pige, der ikke har let ved at knytte bånd til de andre børn. Men hun har en ven, Ludvig, der en dag viser Safa en hemmelig skat. Til skatten har Ludvig taget ting fra børnehavens legekasse, og han vil have Safa til at gøre det samme. Men Safa bliver fortvivlet, da pædagogen fortæller, at der er forsvundet legetøj fra kassen, og minder børnene om, at man ikke må tage ting fra børnehaven.

POKE

POKE er instrueret af Christian Andersen, Hanna Rosland er producer og Jesper Jørgensen er producent ved Wasabi Film. Filmen er co-produceret med Swulli Film, og den er optaget i Aarhus Kommune. POKE starter med et overfald ved et letbanestop i det centrale Aarhus. Vi følger ofret, Mikales, tur på skadestuen, hvor han lappes sammen, og sideløbende følger vi det unge kærestepar, Lucas og Julies, vilde bytur. Som natten skrider frem, bliver det tydeligere, at Lucas og Julie har en langt større aktie i overfaldet på Mikael end først antaget.

DE UKUELIGE

DE UKUELIGE er instrueret af Stefan Pellegrini og produceret af Jacob Meier for Dionysus Media. Filmen er optaget i Ringkøbing-Skjern Kommune og i Tyskland. DE UKUELIGE er inspireret af en sand historie fra 2. verdenskrigs Vestjylland. Filmen handler om Ingrid, der synes at ignorere det faktum, at krigen foregår lige udenfor vinduet. Hun er træt af sit kedelige, landlige liv og drømmer om at rejse væk. Da Ingrid og hendes søster finder den unge tyske desertør, Otto, beslutter de sig for at skjule ham. Ingrid ser Otto som et spændende eventyr, et vindue til den smukke verden, men Otto deler ikke Ingrids naive syn, for han har været i helvede, og han er ikke uskyldig.

RIDDER LYKKE

RIDDER LYKKE er instrueret af Lasse Lyskjær Noer og produceret af Christian Norlyk for Jalabert Production. Filmen er optaget i Aarhus Kommune. RIDDER LYKKE handler om Karl, der ankommer til kapellet for at tage afsked med sin pludseligt afdøde kone, Karen. Karl har ingen børn, og venner var noget, Karen tog sig af, så nu er han alene og har ingen at søge trøst hos. I kapellet støder han på Torben, som håndterer sin sorg på en helt anden måde, åbent og ærligt. Men alt er ikke, som det ser ud. Karl lyver, og Torben lyver også, og spørgsmålet er, om de kan tilgive hinanden.

Se de fire kortfilm på TV 2 Play.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.