DE UKUELIGE er inspireret af en sand historie fra 2. verdenskrigs Vestjylland. Filmen handler om Ingrid, der synes at ignorere det faktum, at krigen foregår lige udenfor vinduet. Hun er træt af sit kedelige, landlige liv og drømmer om at rejse væk. Da Ingrid og hendes søster finder den unge tyske desertør, Otto, beslutter de sig for at skjule ham. Ingrid ser Otto som et spændende eventyr, et vindue til den smukke verden, men Otto deler ikke Ingrids naive syn, for han har været i helvede, og han er ikke uskyldig.
Filmen er optaget i Ringkøbing-Skjern Kommune og i Tyskland, og den er blevet til under Den Vestdanske Filmpuljes Kortfilm Call i 2020, der havde fokus på fortællinger med festivalpotentiale.