Skip to content

‘Ser du månen, Daniel’ opnår årets største danske premiereweekend

Med hele 63.397 solgte biografbilletter i premiereweekenden inkl. snigpremierebilletter er Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsens ‘Ser du månen, Daniel’ kommet så overbevisende fra start, at den tegner sig for årets største danske premiereweekend.

I torsdags den 29. august fik ‘Ser du månen, Daniel’ æren af at åbne den nye sæson af Biografklub Danmark. En åbning der må betragtes som en succes for produktionsselskabet Toolbox Film, co-producent Deluca Film og filmens to instruktører Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen. Her fire dage efter premieren har filmen nemlig fået flotte anmeldelser og er kommet godt fra start i biografen med allerede 63.397 solgte biografbilletter inkl. snigpremierebilletter.

Filmen er støttet af Den Vestdanske Filmpulje m.fl.

Foto: Martin Dam Kristensen

Kommet flot fra start
Uanset om man tæller snigpremierebilletter med eller ej har ‘Ser du månen, Daniel’ fået den bedste premiereweekend for et dansk filmdrama i mere end halvandet år. Faktisk skal man tilbage til marts 2018 for at finde en film, der solgte flere billetter i premiereweekenden – Ole Bornedals John Mogensen-film ‘Så længe jeg lever’. Den film blev også støttet af Den Vestdanske Filmpulje.

Både hos produktionsselskaberne og Nordisk Film Distribution er der naturligvis stor glæde over premiereweekenden. Marketingchef i Nordisk Film Distribution, Per Hedegaard, udtaler:

Vi kan være meget tilfredse med denne overbevisende premiereweekend. Filmatiseringer af danske bøger har langt fra været garanti for succes i biograferne,  og derfor var intet givet på forhånd. Men nu er der ingen tvivl om, at danskerne har taget SER DU MÅNEN, DANIEL til sig. Vi kan allerede se, at filmen får et usædvanligt godt word-of-mouth hos biografgængerne, og med Biografklub Danmark i ryggen og udsigt til lidt færre solskinsdage den kommende tid ser vi rigtig optimistisk på filmens biografpotentiale de kommende uger.

En international historie med østjysk tilknytning
Storfilmen ‘Ser du månen, Daniel’ er historien om en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid. Hovedpersonen er den unge, danske freelancefotograf Daniel Rye, der sad 398 dage som gidsel hos terrororganisationen Islamisk Stat i Syrien sammen med flere andre udlændinge, bl.a. den amerikanske journalist James Foley.

I filmen følger vi Daniels kamp for overlevelse i fangenskab, hvordan hans familie hjemme i Danmark håndterer frygten for, at deres søn aldrig kommer hjem, og de nervepirrende løsesumsforhandlinger mellem den danske gidselforhandler Arthur og Islamisk Stat.

Filmen har stor tilknytning til Aarhus og Østjylland. Ud over at en stor del af optagelserne foregår i Jylland med base i Aarhus, er hovedrolleindehaver Esben Smed såvel som Daniel Rye bosat i Aarhus. Co-producent Deluca Film holder ligeledes til i Filmby Aarhus.

Fakta

Holdet bag filmen

‘Ser du månen, Daniel’ er instrueret af Niels Arden Oplev og co-instrueret af Anders W. Berthelsen og er skrevet af Anders Thomas Jensen.

I filmens hovedrolle som Daniel Rye ses Esben Smed, og i de øvrige bærende roller ses bl.a. Anders W. Berthelsen som gidselforhandleren Arthur, Toby Kebbell som James Foley, Sofie Torp som Daniels handlekraftige søster Anita, Jens Jørn Spottag og Christine Gjellerup Koch som de hårdt prøvede forældre Kjeld og Susanne, Andrea Gadeberg som lillesøsteren Christina og Sara Hjort Ditlevsen som kæresten Signe.

‘Ser du månen, Daniel’ produceres af Toolbox Film ved Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen. Filmens fotograf er Erik Kress, klipper er Anne Østerud, production designer er Knirke Madelung, og komponist er Johan Söderqvist.

Filmen co-produceres med Cinenic Film, Hummelfilm, Deluca Film, Film i Väst og er støttet af Det Danske Filminstitut/Markedsordningen, DR/Filmklubben, Svenska Filminstitutet, Norsk Filminstitutt, Eurimages, Den Vestdanske Filmpulje, som har muliggjort, at filmen optages i Aarhus samt SVT, YLE og Nordisk Film og TV Fond.

‘Ser du månen, Daniel’ bliver distribueret i Danmark og Skandinavien af Nordisk Film Distribution, mens TrustNordisk varetager det internationale salg.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.