- 22 februar, 2022
Romanforfattere pitcher til vestdanske filmproducenter
Del på
Ti romanforfattere pitchede i mandags deres manuskriptidéer foran vestdanske producere og producenter efter et udviklingsforløb med filmkonsulent Kirsten Bonnén Rask. Udviklingsforløbet har været et led i Den Vestdanske Filmpuljes fokus på udvikling af manuskripttalenter og -forfattere.
Regionale producenter søger forfattere og regionale forfattere søger producenter. Derfor mødtes folk fra begge lejre i mandags i Filmby Aarhus for at pitche idéer. Det var kulminationen på et udviklingsprojekt ved filmkonsulent Kirsten Bonnén Rask, som i efteråret har stået i spidsen for et filmkursus for romanforfattere, der lærte at skrive til film. Med udgangspunkt i deres romaner eller originale idéer fik forfatterne forskellige redskaber til at forstå, hvad der kan gøre deres historier til gode film- eller seriemanuskripter. Nu har romanforfatterne mødt producere og producenter fra Vestdanmark, skabt nye forbindelser og pitchet deres manuskriptidéer og spændende litterære universer ind til filmverdenen.
Der blev til arrangementet fortalt om adskillige historier lige fra spillefilm til børn og unge om mobning og ensomhed til et dokumentarprojekt om en frisør, der har arbejdet med verdenseliten i Washington og en tv-serie om kvinder i deres bedste alder, der skal aftabuisere overgangsalderen. Nogle af historierne, der blev præsenteret, findes som romaner, mens andre er originale bud på filmfortællinger, som forfatterne er kommet med på baggrund af det forløb, de har været igennem med Kirsten Bonnén Rask.
Fortsætter Forfatterfokus
Mandagens arrangement er et eksempel på Den Vestdanske Filmpuljes fokus på udvikling af manuskriptforfattere og fortællinger i Vestdanmark. Sideløbende med filmkurset for romanforfatterne blev der i efteråret 2021 også afviklet et writer’s room med manuskriptforfattere i samarbejde med DRs B&U afdeling.
I resten af 2022 fortsætter Filmpuljen arbejdet manuskriptforfattere. Det sker via fortløbene Forfatterfokus 2 og Forfatterfokus 3. Forfatterfokus 2 er individuelle udviklingsforløb, som finder sted løbende, mens Forfatterfokus 3 er et workshopforløb i foråret og efteråret 2022. Der er ingen tidsfrister for ansøgning til Forfatterfokus 2, da forløbene bliver afholdt, når behovet er der. Ansøgningsfristen til Forfatterfokus 3 er den 4. april 2022.