Skip to content

Optagelserne til næste års julefilm er i gang i Viborg

Optagelserne til ’Julemandens Datter 2 – Kong Vinters Krystal’ er i disse uger i fuld gang i Viborg og omegn. Filmen er efterfølgeren til publikumssuccesen ’Julemandens Datter’, som havde premiere sidste år. Ligesom den første film er ’Julemandens Datter 2’ støttet af Den Vestdanske Filmpulje.

Castet fra 'Julemandens Datter 2'. Fra venstre ses Bertil Smith, Martin Buch, Ella Testa Kusk og Mia Lyhne. Foto af Martin Dam Kristensen.

Juleglade børn og voksne i alle aldre kan godt begynde at glæde sig til julen næste år. Den 12. november 2020 er der biografpremiere på julefilmen ’Julemandens Datter 2 – Kong Vinters Krystal’, efterfølgeren til sidste års kritikerroste publikumssucces ”Julemandens Datter”.

Optagelserne til filmen er i gang i disse uger i Viborg og omegn, hvor også den første film blev optaget. Efterfølgeren handler om julemandens datter, der sammen med vennen Oscar bliver sendt ud på et hæsblæsende eventyr for at redde julen og finde Kong Vinters magiske krystal, der er blevet stjålet.

‘Julemandens Datter’ blev med næsten 200.000 solgte billetter en stor succes i biograferne i Danmark og Norge, og indtil videre er den også solgt til Tyskland, Frankrig, Italien, Polen, Taiwan og Estland.

Holdet genforenes
’Julemandens Datter 2 – Kong Vinters Krystal’ instrueres af Christian Dyekjær, der også instruerede den første film om Lucia, julemandens datter. I titelrollen ses Ella Testa Kusk, som også spillede julemandens datter i den første film. Martin Buch og Mia Lyhne vender også tilbage i den nye film i rollerne som Lucias forældre.

Filmen genforener kræfterne fra den første film både foran og bag ved kameraet, hvor størstedelen af produktionsholdet fra ’Julemandens Datter’ går igen. Filmens producere er Morten Rasmussen og David C.H. Østerbøg.

Et aarhusiansk islæt
Manuskriptet til ’Julemandens Datter 2 – Kong Vinters Krystal’ er skrevet af Uffe Rørbæk og Lars T. Therkildsen, som har base i Aarhus og tidligere har arbejdet sammen om Amazon-serien ’Helved’. Uffe Rørbæk stod også bag manuskriptet til den første film om julemandens datter.

Filmen produceres af Deluca Film, der holder til i Filmby Aarhus, og som nærmest har specialiseret sig i julefilm og -kalendere. Selskabet har blandt andet stået bag biografsuccesen ’Emma & Julemanden’, samt de populære TV 2-julekalendere ’Ludvig & Julemanden’ og ’Tvillingerne & Julemanden’, der samlede over 1,2 millioner danskere foran fjernsynet.

’Julemandens Datter 2’ produceres med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og Nordisk Film & TV Fond i samarbejde med TV 2 Danmark og Viborg Kommune. Filmen bliver distribueret af Scanbox Entertainment.

Fakta

’Julemandens Datter 2 – Kong Vinters Krystal’ får premiere den 12. november 2020.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.