- 21 august, 2019
Mød det lokale filmmiljø: Mia Strøbech
Del på
Den Vestdanske Filmpulje sætter for tiden fokus på spændende profiler, der arbejder professionelt med film, tv og animation i vores område. Mia Strøbech er kostumedesigner og godt på vej til at få etableret sig i filmbranchen. Hun har haft et travlt år, hvor hun har været en del af kostumeafdelingerne på tre store lokale filmproduktioner: ‘Ser du månen, Daniel’, ‘DNA’ og ‘Kollision’, som får biografpremiere 31. oktober.
– Min første filmproduktion var ‘I Krig og kærlighed’, og da jeg kom med der, så gav alt pludselig bare mening. Det var lige præcis det, jeg ville. Jeg er meget nørdet, og på et filmset får jeg lov til at arbejde med noget, der svarer så godt til, hvem jeg er som menneske. Jeg er virkelig landet på den rette hylde.
Mia Strøbech er uddannet tekstildesigner fra Kolding Designskole i 2015 og efter et – ellers succesfuldt – job hos H2O, kunne hun mærke, at hun passede bedre et sted med mere udvikling og dynamik. Det har hun fundet som selvstændig kostumedesigner på teater- og filmproduktioner som ‘Ser du månen, Daniel’, ‘DNA’ og ‘Kollision’.
– Jeg elsker mit arbejde som kostumeassistent på filmproduktioner. På ‘Kollision’ lavede Helle Nielsen konceptet og forberedte kostumerne, hvorefter jeg og Anna Carli overtog ansvaret for kostumerne under produktionen. Mit arbejde består i at have overblikket over, hvilket tøj karaktererne har på i hvilke scener, jeg står for at klæde skuespillerne på, og jeg er ansvarlig for at sikre kontinuiteten, så tøjet hele tiden sidder, som det skal, hver gang vi laver en ny optagelse. Når vi først er i gang, så er jeg på hele tiden. Det er fantastisk.
For Mia er kostumeafdelingens vigtigste rolle at være med til at fortælle gode historier om mennesker.
– Jeg elsker at udvikle karakterer. Når jeg læser et manuskript, så ved jeg præcist, hvem karaktererne er som mennesker. Det er også det, jeg elsker ved mit job. Jeg kan godt lide, at det ikke bare er en rolle, og at man ikke bare styler en hvilken som helst person, men at det er mennesker, man klæder på. Der er det fantastisk, hvad man kan gøre med tøj. Man kan virkelig være med til fortælle historien.
Hun forklarer det med noget så enkelt som en skjorte, som kan fortælle uendeligt meget om, hvordan en karakter er.
– Hvordan sætter han skjorten? Er den helt nede i bukserne? Er bukserne højt oppe? Er den knappet helt op, eller er den løsnet lidt op, fordi man er mere naturlig. Hvordan er man som mennesketype? Når jeg arbejder med skuespillerne, så tager jeg dem i høj grad med ind over, for det er dem, der skal spille karakteren. På ‘Kollision’-optagelserne sagde jeg ind imellem til Nikolaj Lie Kaas, som spillede karakteren Leo: ”Du skal lige knappe den en tand højere op”. Og han svarede: ”Nå ja, det er jo Nikolaj, der knapper den sådan her”. Og på den måde er det jo vigtigt at få snakket om, hvad den her karakter kan og skal kunne, så det ikke er to forskellige mennesker, man forsøger at portrættere.
En drømmekarriere med filmproduktion i Aarhus
Det lå ikke nødvendigvis i kortene for Mia, at hun skulle ende på et filmset, selvom hun altid har haft en stor interesse for film. Da hun var yngre, var hun afspærrer på optagelserne til ‘Krøniken’ og fik en opfattelse af, at det at arbejde med film var nærmest umuligt.
– Jeg kan huske, at jeg var helt forelsket i det arbejde, de lavede. Jeg var helt opslugt og spurgte, hvordan man kom ind i branchen. Og svaret lød: ”Jamen, det er meget svært at komme ind i branchen. Og det er i hvert fald ikke noget, man kan leve af.” Og så tænkte jeg, at det var der jo ikke noget at gøre ved. Og nu er jeg pludselig på den anden side og har fundet ud af, at det kan man sagtens. Man skal bare vise sin interesse nok og kæmpe for det.
Jeg har hurtigt fornemmet, at der er muligheder i Aarhus, fordi vi ikke er så mange endnu. Og dem, der er her, har truffet et aktivt valg om at ville lave film, men blive i den by, som de har det godt i. Som er en del af dem. Sådan har jeg det også.
Chancen kom, da Mia så et opslag om, at der var en åbning som assistent på ‘I Krig og kærlighed’. Hun tøvede ikke med at søge. Efter det har der været opgaver mere eller mindre uafbrudt affødt af det netværk, hun fik fra den produktion.
– Det er helt fantastisk. Det har jeg været vildt imponeret over. Jeg har jo også prøvet at være i den situation, hvor man skal sidde og søge jobs og sende ansøgninger til noget, man ved, man ikke skal. Og pludselig så ringer telefonen bare.
Usikkerheden er selvfølgelig også en del af freelancelivet, og Mia har da også måtte overveje, om en flytning til København var nødvendig for at sikre at have noget at lave i fremtiden. Men hun besluttede sig hurtigt for at blive i hjembyen Aarhus.
– Jeg har hurtigt fornemmet, at der er muligheder i Aarhus, fordi vi ikke er så mange endnu. Og dem, der er her, har truffet et aktivt valg om at ville lave film, men blive i den by, som de har det godt i. Som er en del af dem. Sådan har jeg det også.
Over sommeren har Mia Strøbech færdiggjort de sidste opgaver på tv-serien ‘DNA’, holdt en lang sommerferie med familien, og til efteråret drager hun på teaterturné med Danske Musicals rundt i Jylland.
– Jeg er kommet ret godt fra start, så jeg tror bare, at jeg skal være tålmodig, og så skal jeg nok på et tidspunkt få lov at gradvist træde op i graderne.
Nørd med intuition
Mia Strøbech bruger generelt meget tid på at nørde med sit fag. Hun har en særlig hobby med at gå rundt i bybilledet og fotografere mennesker for at få et bedre indblik i, hvordan forskellige typer i virkeligheden bærer deres tøj. Det handler om at sikre, at hun ikke bare fremstiller stereotype billeder, men får et mere karakteristisk og nuanceret – virkeligt – billede af mennesket.
Det er alt sammen med til at styrke hendes evne til at fortælle karakterer med kostumerne og styrke intuitionen. For det er nemlig det vigtigere redskab for hende i arbejdet:
– Det er intuitivt. Sådan lidt fluffy. Jeg har jo været fem år på Designskolen, og det er virkelig bare sådan, man arbejder. Det er ikke bare at udvikle tekstiler, det kan lige så godt være et menneske. Og så bygger jeg det jo på en viden, som man bare ikke kan sætte en finger på. Fagligheden.
Det eneste, hun af og til kan savne fra den mere kommercielle designbranche, er de faste kolleger.
– Jeg synes, det er interessant, at for hvert projekt er det nye mennesker og et nyt hold, der bliver sat sammen. Og så er man sammen tre måneder eller et halvt år. Man lærer hinanden rimeligt godt at kende, fordi man er så meget sammen. Og så er det farvel, og så fortsætter man med en ny gruppe. Det er både godt og skidt, at man ikke kommer til at sidde fast på et kontor, for der ville jeg aldrig passe ind. Her får man lov at møde nye mennesker, og det er interessant, hvor meget man får lov at møde folk. Det er meget intenst, og det er fedt.
Læs også portrætinterviewet ‘Mød det lokale filmmiljø: Kirsten Zäschke’
Fakta
Mia Strøbech er selvstændig kostumedesigner.
Hun bor i Aarhus, er 32 år, gift og har to små børn.
Mia er uddannet fra Designskolen i Kolding som tekstildesigner i 2015.
Havde en stilling hos tøjmærket H2O, men skiftede hurtigt branche og arbejder nu udelukkende med kostumer til teaterforestillinger og filmproduktioner.
Har arbejdet på film- og tv-produktioner som ‘I Krig og kærlighed’, ‘Kollision’, ‘Ser du månen, Daniel’, ‘DNA’ og tv-seriepiloten ‘V58’ for Deluca Film.
Mia Strøbech er pt. ved at starte et kostumelager, som på sigt skal udleje kostumer til film- og tv-produktion.