Skip to content

Gallapremiere på BØRNENE FRA SØLVGADE i Musikhuset Aarhus

Kom med til gallapremiere på Mehdi Avazs nye familiefilm, når Rocket Road Pictures og Nordisk Film Distribution forvandler Musikhuset Store Sal til Danmarks største biograf lørdag den 5. oktober. Gallapremieren bliver holdt i Aarhus, som er hjemby for både filmens instruktør, produktionsselskabet, manuskriptforfatter Renée Toft Simonsen og hendes mand Thomas Helmig, som har skrevet titelsangen.

Der er lagt op til grin og gode oplevelser, når BØRNENE FRA SØLVGADE ruller over biograflærredet. Foto: Peter Gramstrup.

Efterårets nye store familiefilm handler om fire søskende, der hyrer en mandlig hushjælp i nederdel og høje hæle for at dække over deres fraværende forældre. Du kan opleve de fire søskendes kamp mod de voksnes firkantede regler i forsøget på at skabe deres egen farverige familie til en helt særlig gallapremiere i Aarhus, hvor Musikhusets Store Sal bliver forvandlet til Danmarks største biograf lørdag den 5. oktober.

BØRNENE FRA SØLVGADE er skabt af et aarhusiansk hold bestående af instruktør Mehdi Avaz, manuskriptforfatter Renée Toft Simonsen og hendes mand Thomas Helmig, der har skrevet titelsangen. Stephanie Wiese har produceret filmen for det aarhusianske produktionsselskab Rocket Road Pictures, og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er størstedelen af filmen optaget i Aarhus på location og i studie med filmarbejdere fra Filmpuljens område som en del af holdet.

Program for gallapremieren:

  • Kl.13:00 Rød løber og søde sager
  • Kl.13:30 Filmen præsenteres i salen, og der bliver uddelt Goodiebags
  • Kl.14:00 Filmstart (varighed 1 time og 42 minutter)
  • Kl.15:45 Talk på scenen med instruktør Mehdi Avaz og filmens cast
  • Kl.16:15 Arrangementet slutter

Det er muligt at købe billet til gallapremieren på Musikhuset hjemmeside.

 

Handlingen

11-årige Katinka bor alene med sine tre søskende – Tristan på 15, Kirk på 9, Petra på 6 år – og papegøjen Kaptajn Godt Humør i en lejlighed på Sølvgade. Her kan de selv bestemme, hvornår de går i seng, og om de gider lave lektier. Sådan har det været lige siden, deres mor forsvandt på mystisk vis for et år siden. Men da deres altid fraværende forældre begynder at vække mistanke hos skoleinspektøren Hr. Moth, hyrer de fire søskende en hushjælp for at undgå at blive opdaget og sendt på børnehjem. Valget falder på den farverige Miss Nelly – en mandlig hushjælp i nederdel og høje hæle – og planen ændrer pludselig karakter.

 

Unge talenter og stjernenavne på rollelisten

I hovedrollen som Katinka kan publikum glæde sig til at opleve det unge talent Ida Skelbæk-Knudsen, der forrige år debuterede på det store lærred i Paprika Steens FÆDRE & MØDRE (2022). Alfred Nordhøj Kann, der har medvirket i bl.a. SMUK (2022) og DR Ultra-serien AKAVET (2020-2021) ses i rollen som Tristan, mens debutanterne Amelia Ahmad Abdullatif og Alfred Rivera spiller Petra og Kirk.

Den farverige Miss Nelly spilles af Jakob Fauerby, der især er kendt fra den prisvindende satiretrio Platt-Form og derudover for sin medvirken i bl.a. TV 2’s populære krimiserie SOMMERDAHL (2021), RITA (2015) og spillefilmen FORSVUNDET TIL HALLOWEEN (2021). I rollen som Miss Nellys blikkenslagerkæreste Brian er det lykkedes Rocket Road Pictures at sikre Anders W. Berthelsen. Han har gennem 25 år været en af sin generations største mandlige skuespillere og har imponeret i mindeværdige roller i film som blandt andet BAMSE (2022), ROSE (2022), SUPERCLÁSICO (2011), ITALIENSK FOR BEGYNDERE (2000) og MIFUNES SIDSTE SANG (1999).

I andre roller medvirker Dick Kaysø som Lars Hotter, Ditte Hansen som Kommunetrolden, mens Lars Ranthe spiller Hr. Moth, Kirsten Lehfeldt spiller farmor Gerda og Katinka Lærke Petersen spiller Jessica. Rasmus Brohave ses i rollen som ekspedienten.

 

Holdet bag filmen

BØRNENE FRA SØLVGADE er instrueret af Mehdi Avaz. Mehdi Avaz fik en flyvende start som spillefilmsinstruktør med det anmelderroste drama MENS VI LEVER (2017), der tog publikum med storm og både udløste en Bodil og adskillige Bodil- og Robert-nomineringer. Han har derudover instrueret dramaet KOLLISION (2019), der var en del af Biografklub Danmark og solgte mere end 250.000 billetter. Mehdi Avaz står ligeledes bag de storhittende Netflix-film TOSCANA (2022) med Anders Matthesen i hovedrollen og A BEAUTIFUL LIFE (2023) med sangeren Christopher i hovedrollen, der begge lå nr. 1 på Netflix’ globale hitlister. De tre sidstnævnte film er blevet til med støttet fra Den Vestdanske Filmpulje.

Renée Toft Simonsen står bag filmens manuskript, ligesom hun har skrevet bogen af samme navn som udkom i 2019. Renée Toft Simonsen har ud ove BØRNENE FRA SØLVGADE udgivet en lang række bøger, heriblandt den populære børnebogsserie om Karla: KARLAS KABALE (2003), KARLA OG KATRINE (2004), KARLAS SVÆRE VALG (2005), KARLA OG JONAS (2006), KARLA SUPERSTJERNE (2019) og KARLAS KAMP (2011), hvoraf de første tre også er blevet filmatiseret. Hun har desuden skrevet manuskript på Iqbal Farooq-filmene: IQBAL & DEN HEMMELIGE OPSKRIFT (2015) og IQBAL OG SUPERCHIPPEN (2016).

BØRNENE FRA SØLVGADE er produceret af Rocket Road Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film & TV Fond, TV 2 Danmark og distribueres af Nordisk Film Distribution.

Filmen kan opleves i biografen fra den 10. oktober.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.