- 3 september, 2024
OXEN II: Ny sæson af den populære TV 2-serie er på vej
Del på
SF Studios og TV 2 løfter nu sløret for, at der er en ny sæson på vej af den populære tv-serie OXEN. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er optagelserne til OXEN II netop skudt i gang i Frederikshavn.
OXEN er en af de mest succesfulde dramaserier på TV 2 de senere år, og nu er optagelserne til den nye sæson netop gået i gang i Frederikshavn.
– Det er et stort privilegie at lave en sæson to af en tv-serie, og vi er meget stolte over, at det er blevet muligt. Vi er gået til arbejdet med stor respekt for første sæson og for de mange seere, der har elsket at følge med i fortællingen indtil nu, siger seriens to producere, Senia Dremstrup og Caroline Schlüter.
SF Studios producerer OXEN II til TV 2, og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn og Creative Europe Media bliver serien optaget i Jylland, på Fyn, i København og i Litauen.
Søren Balle instruerer alle seks afsnit, som ligesom første sæson skabt af forfatterparret og tredobbelte EMMY-vindere Mai Brostrøm og Peter Thorsboe på baggrund af Jens Henrik Jensens bestseller-bogserie.
Magt og forræderi
I OXEN II er det igen magt og forræderi, der er omdrejningspunkterne, når den hemmelige magtelite, Danehof, arbejder på at vælte regeringen og omstyrte demokratiet.
– Danskerne var vilde med første sæson, så jeg er utroligt glad for, at vi kan dele en ny sæson med dem. Seriens fokus på magt og demokrati er altid vigtigt og relevant, og samtidig bliver det en actionfyldt fortælling, når Oxen rykker ud af skoven, og vi følger ham på flugt, siger Pernille Bech Christensen, der er TV 2 senior executive producer.
I anden sæson må både jægersoldaten Oxen og PET-agenten Margrethe gå under jorden, mens PET-chef Frigg Mossmann kommer tættere på det mål, hun gennem længere tid – og i hemmelighed – har arbejdet på: nemlig at afsløre magtens mørke mænd. Alt imens har Danehofs nyeste medlem, Kajsa Corfitzen, sin helt egen og utilregnelige agenda.
Det er muligt at se eller gense første sæson af OXEN på TV 2 Play, mens vi venter på anden sæson, som får premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2025.
Det stærke hovedcast fortsætter i seks nye afsnit
I rollen som den tidligere jægersoldat, Niels Oxen, ses igen Jacob Hauberg Lohmann, ligesom resten af det stærke firkløver er med i sæson to: Josephine Park som PET-agenten Margrethe Franck, Ellen Hillingsø som PET-chef Frigg Mossman og Birgitte Hjort Sørensen som forretningskvinden Kajsa Corfitzen.
Jacob Hauberg Lohmann har medvirket i en lang række spillefilm som DE FRIVILLIGE og SHORTA, og han har spillet med i tv-serier som ANNA PIHL, FORBRYDELSEN, DICTE, NORSKOV og BEDRAG. Ellen Hillingsø har medvirket i tv-serier som LIVVAGTERNE, BROEN, ADVOKATEN, RITA og DOPAMIN, ligesom vi kender hende fra julekalenderne om Tinka. Josephine Park fik sit gennembrud i serien DOGGYSTYLE og har siden spillet med i serierne EFERFORSKNINGEN og SKRUK, og Birgitte Hjort Sørensen kender vi fra danske tv-serier som ØRNEN, BORGEN, GREYZONE og udenlandske serier som VINYL og GAME OF THRONES.
Desuden medvirker Kristian Halken, Caspar Phillipson, Christian Tafdrup, Andreas Jebro, Hanne Hedelund og flere andre.