I STILLE LIV lever Carl sammen med sine forældre, Karen og Hans, på deres gård et sted ude på landet. Han er adopteret fra Sydkorea, lille, spinkel og forskellig fra alle de andre på egnen. Carls skæbne er forudbestemt, for efter sin uddannelse fra landbrugsskolen, forventer Karen og Hans, at Carl skal overtage forældrenes slægtsgård, malkebesætningen og landbrug. Men Carl har en anden drøm om at finde sin plads og om at genetablere en forbindelse til sine egne rødder. Trangen bliver endnu større efter en ubehagelig familiesammenkomst, hvor Carl for alvor konfronteres med familiemedlemmers sande ansigt. En frustration og en vrede gror i Carl. Adoptivforældrene elsker Carl højt, men har svært ved at forholde sig til hans længsel efter hans første hjem. For har de ikke givet ham alt, hvad han havde brug for?
Splittet mellem to verdener må Carl tage et valg om, om han vil søge efter sine rødder andetsteds eller favne sin skæbne i det jyske.
STILLE LIV er optaget on location i Syddjurs Kommune med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje.