RESTEN AF LIVET er et familiedrama af Frelle Petersen, en hjertevarm fortælling om at leve med sorg.
Maren og Egon lever et stilfærdigt liv i deres gulstenede parcelhus og nyder tilværelsen med deres to voksne børn. Men tæppet rives brat væk under dem alle, da en ubærlig tragedie rammer familien. Filmen er en rørende og livsbekræftende familiehistorie, der kaster lys på de stille eksistenser fra de jyske egne.
Optagelserne til RESTEN AF LIVET har fundet sted on location i Tønder Kommune, og det er ikke første gang, instruktøren har optaget film i Sønderjylland, hvor han selv er fra. Det prisbelønnede drama ONKEL fra 2019 er også optaget i området omkring Tønder, og RESTEN AF LIVET bliver anden film i en planlagt trilogi af Frelle Petersen. Filmen er produceret af Zentropa med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje.