LYSET er en fortælling om kunst, historie, magt og køn. Den handler om kvinden bag Danmarks største kunstværk, en laserlyslinie, der gik 532 km fra Skagen langs vestkysten og nedover den tyske grænse til øen Sild.
Værket ”Fredsskulptur 1995” blev Danmarks største kunst skandale, som trak overskrifter over hele verden. Det fik den daværende statsminister til at gå under jorden, og sendte kunstneren ud i kulden i to årtier.
I filmen giver nøglepersoner omkring projektet, Jytte Hilden og Michael Thouber blandt andre, for første gang deres udlægninger af, hvad der skete. Vi følger hovedpersonen, Elle-Mie Ejdrup Hansen, fra hun undfanger idéen til værket i 1990 og op til fremførelsen på 50 årsdagen for befrielsen, den 4. maj 1995. Med en unik adgang til projektets videomateriale, der aldrig før er vist, viser filmen kunstnerens arbejde med at skabe værket og giver et gysende blik ind i 1990’ernes debatklima.