EN DANS FOR LIVET er en beretning om og fra den 94-årige Ebba Hjortshøj Rasmussen, der som ganske ung blev inddraget i modstandskampen under 2. verdenskrig. Ebbas bror, Aksel, leder A/S-gruppen i Randers, og da gruppen mangler en kurér, påtager Ebba sig den risikable opgave. Hun bliver et stort aktiv for gruppen, når hun transporterer sprængstof gennem byen og overleverer beskeder til gruppens modstandsmænd på et af byens dansesteder lige for næsen af tyskerne. I EN DANS FOR LIVET kommer Ebbas minder til live i dramatiseringsscener med skuespilleren Laura Kronborg Kjær i rollen som unge Ebba.
Med støtte fra Filmpuljen er filmen optaget i Randers, Aarhus og Horsens, og den er produceret af aarhusianske Los Film og Arusia Film.