ABESTJERNEN handler om den forældreløse Johanne, der længes så desperat efter en mor. En dag stopper en gammel, støjende bil lige foran børnehjemmet Mælkebøtten, hvor Johanne bor, og ud stiger en gorilla, som ønsker at adoptere Johanne. Det bliver hurtigt åbenlyst, at de to har meget mere tilfælles, end de først troede. Men da de endelig begynder at blive en familie, dukker Tor op fra de lokale myndigheder og truer med at sende Johanne tilbage til børnehjemmet.
ABESTJERNEN er en svensk-, norsk- og dansk co-produktion, hvor det Viborgbaserede animationsstudie, Nørlum, har været med til at lave koncept- og produktionsdesign, alle layouts og baggrund samt en del af animationen. Den Vestdanske Filmpulje har støttet animationsfilmen.