Skip to content

Wulffmorgenthaler-duoen løfter sløret for første klip fra MUGGE-opfølger

Nu kan du få et smugkig ind i Mugges forunderlige verden, når der i dag bliver løftet sløret for det første klip fra filmen MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE. Filmen er baseret på bogen af samme navn og er efterfølgeren til publikumssuccesen MUGGE OG VEJFESTEN fra 2019. MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE kommer i biografen den 6. oktober.

Afspil video

MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE er en underholdende, original og vedkommende historie om alle os, der på den ene eller anden måde ikke passer ind i samfundets til tider alt for firkantede kasser. Filmen er lavet i et samarbejde med Zentropa og Nordisk Film Distribution, og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje har MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE en stærk kreativ og produktionsmæssig forankring i Viborg og Aarhus via A. Film Productions afdeling i Aarhus med co-producer Anders Mastrup i spidsen.

På stemmesiden bliver der et gensyn med velkendte skuespillere som bl.a. Jens Jacob Tychsen, Iben Hjejle, Stephania Portalivo, Mia Lyhne, Jan Gintberg, Mick Øgendahl, Nikolaj Kopernikus og Wulff og Morgenthaler selv.

Handlingen

Første dag efter sommerferien skal eleverne på Basserup Kommuneskole til prøve. Og da den ellers så glade dreng, Mugge, viser sig at have en hjerne, der er så mærkelig, at hans svar får computeren til at eksplodere, går hele systemet i panik. Mugge sendes omgående i specialklasse og spås en sort fremtid. Han beslutter sig derfor for at starte sin egen skole. En skole hvor der er plads til børn med mærkelige hjerner. Han døber skolen Friheden. Samtidig begynder Mugges bedste veninde Sofie på den militante eliteskole Killer Instinct School System. Mugge og Sofia glider langsomt fra hinanden, og snart hænger deres venskab i en tynd tråd. Da konkurrencen “Kommunemesterskabet i skole” annonceres, optrappes Mugge og Sofias konflikt yderligere. Men pludselig hærger et gigantisk gensplejset monster af en puddelhund kvarteret, og de to tidligere venner bliver tvunget til at samarbejde på trods af deres forskelligheder.

Succesduoen bag

Duoen Anders Morgenthaler og Mikael Wulff, som sammen danner Wulffmorgenthaler, står som på MUGGE OG VEJFESTEN bag manuskript og instruktion på MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE. Foruden tv-programmer og podcasts står de også bag bog- og serieudgivelser som “Mugge og vejfesten” (2017), “Mugge og hans mærkelige hjerne” (2018) samt de velkendte Wulffmorgenthaler-striber, som i dag er blevet folkeeje i Danmark, og som udkommer i mere end 200 aviser verden over.

Kenneth Vandel er animationsinstruktør på filmen, klipper er Sirid Graff, og Morten Dalsgaard skaber lyddesignet. Producer-team fra MUGGE OG VEJFESTEN, Julie Lind-Holm Hansen og Jonas Bagger, står også bag MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE.

Filmen er produceret af Zentropa Entertainments3/New Creation 22 i samarbejde med DR med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og det Estiske Filminstitut.

 

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.