- 28 april, 2021
Tønder Kommune bliver medlem af Den Vestdanske Filmpulje
Del på
Fra april 2021 er Tønder Kommune en del af Den Vestdanske Filmpulje og placerer dermed Sønderjylland på Filmpuljens regionale landkort.
Instruktør Frelle Petersen og filmselskabet Zentropa er i gang med optagelserne til filmen RESTEN AF LIVET, hvor både historien og optagelserne finder sted på location i Tønder Kommune. På den baggrund er Tønder Kommune officielt trådt ind som medlemskommune i Den Vestdanske Filmpulje.
Sønderjylland er en vigtig brik i den kulturelle balance
Den Vestdanske Filmpulje arbejder for, at der produceres film i hele landet og for at sikre en kulturel balance på det danske filmlærred. Derfor er det en vigtig milepæl, at Sønderjylland nu er med på landkortet over medlemskommuner.
Formanden for Den Vestdanske Filmpulje, Rabih Azad-Ahmad, udtaler:
Det er fantastisk, at vi nu også får Sønderjylland med i Den Vestdanske Filmpulje. Det er vigtigt, at de film, vi ser i biografen og på TV, viser et billede af hele Danmark, så alle danskere får et indblik i, hvor fantastisk alsidigt vores land er. Jeg er sikker på, at Tønder med sine historiske bygninger og enestående natur i fremtiden bliver medskaber af mange store filmoplevelser.
Flere filmoplevelser fra den sydlige del af Danmark
Glæden er også stor i Tønder, der allerede ser nogle interessante muligheder blomstre. René Andersen, som er formand for kultur- og fritidsudvalget i Tønder Kommune og udpeget til bestyrelsen for Den Vestdanske Filmpulje, udtaler:
”Vi har ad flere omgange oplevet stor succes og bevågenhed med filmoptagelser i Tønder Kommune, og derfor er det en glæde igen at kunne vise den mangfoldighed og skønne natur, vores område har. Vi glæder os til et godt samarbejde og er glade for, vi har mulighed for at være medlem i Den Vestdanske Filmpulje”
Det nye medlemskab betyder helt konkret, at producenter i højere grad har mulighed for at modtage støtte fra filmpuljen, når de samarbejder med instruktører og forfattere eller bruger skuespillere, filmarbejdere, locations og fortællinger fra området.
Den Vestdanske Filmpulje har på nuværende tidspunkt 10 medlemskommuner. Medlemskommunerne er Frederikshavn, Hjørring, Holstebro, Randers, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Syddjurs, Viborg, Aarhus og Tønder.