- 19 august, 2020
To danske VR-værker med støtte fra DVF til filmfestival i Venedig
Del på
Den 2. – 12. september løber den internationale filmfestival i Venedig af stablen, og i år er det med tre danske virtual reality-værker på programmet.
De tre VR-værker, som er på ‘Venice Virtual Reality Expanded’ programmet til filmfestivalen, er:
- ‘Havfolket Kalder Mørknet Vand’ af Vibeke Bryld, Final Cut for Real
- ‘The Hangman at Home – VR’ af Uri og Michelle Kranot, Late Love Production
- ‘Smagen af Sult – VR’ af Christoffer Boe og David Adler, Zentropa og Makropol
Værkerne skaber hver deres bud på filmiske fortællinger i nye formater. ‘Havfolket Kalder Mørknet Vand’ og ‘The Hangman at Home’ er begge støttet af Den Vestdanske Filmpulje og viser regionens stærke kræfter inden for VR.
‘The Hangman at Home’ er skabt af den Viborg-baserede trio bestående af instruktørparret Michelle og Uri Kranot og producer Lana Tankosa Nikolic for Late Love Production. ‘The Hangman at Home’ er både produceret som en VR-oplevelse og som en kortfilm. Den er inspireret af Carl Sandburgs digt fra 1922 af samme navn. Værket og kortfilmen handler om, hvad bødlen tænker og oplever, når han ikke er på arbejde. Den udforsker følelser som skyld og ansvar og intime forbindelser mellem mennesker.
‘Havfolket Kalder Mørknet Vand’ er instrueret af Vibeke Bryld og produceret af Maria Kristensen for Final Cut for Real i samarbejde med Midtjysk 3D Service fra Viborg. ‘Havfolket Kalder Mørknet Vand’ er et sanseligt møde med en forførende og foruroligende natur. Værket tager afsæt i en nordisk mytologisk fortælling om havfolket, der lokkede fiskere og længselsfulde sjæle til havs. Værket tager sin start på strandbredden i Vorupør i Thy, hvorfra brugeren i værket bevæger sig mod havets bund.
Vi ønsker et stort tillykke til de to VR-værker med at være udtaget til filmfestivalen i Venedig.