Til minde om rekvisitør Finn Richardt

Finn var min klassekammerat og bedste ven fra mellemskolen og gymnasiet og et stykke ind i medicinstudiet. Vi delte interessen for at lave moderne møbler, og vi kunne være fortsat den vej, hvis ikke jeg var begyndt at lave en spillefilm om os selv. Finn spillede Finn, men det blev filmen ikke bedre af. Efter en tid som fadl-vagt og medicinalforhandler endte han i Thylejren. I mellemtiden var jeg begyndt at lave professionelle film og manglede en rekvisitør. Det var lige Finn, for han vidste præcist, hvad det var for en Wegner stol eller Radiohuspendel, jeg havde i hovedet. Og han vidste, hvor han kunne finde den, og med sin utrolige charme kunne han låne alt af godhjertede folk – og endda komme tilbage efter mere.

Så Finn var med på næsten alle mine film fra ”Kundskabens Træ” til ”Sorg og Glæde”.  Han opbyggede en viden om, hvad der gemte sig rundt om i kældre, på lofter og i depoter. Lad mig nævne en stor operationslampe fra krigens tid. Den fandt han på loftet af Dronninglund Sygehus. Og han kunne få den til at lyse.
Finn blev selv en fast rekvisit på mine film, og med sit forsorne smil løste han alle spændinger på holdet. Men hans største talent var at være standby-rekvisitør, der med en elastik og lidt gaffa-tape kunne løse akutte problemer – så som at få en defekt trække-op-legetøjs-ubåd, til at sejle rundt i en å og på det rette tidspunkt dykke ned. Det gjorde den så kun en gang. Men det var også nok.

Imellem mine film fortsatte han som rekvisitør og location-scout på en lang række andre TV-serier og film fra ”Dicte” til ”Klumpfisken”. Hans betydning for udviklingen af film produceret i Jylland har været stor, og han modtog unge produktionshold med varme og overblik og har hjulpet mange i gang. Men jeg har også hørt nogle klage over, at han ofte var sen til at løse sine opgaver, men det skyldes, at han aldrig kunne sige nej, og at tjeklisten derfor blev ved med at vokse til langt ud på natten.
Selvfølgelig var han også rekvisitør på ”Kærestesorger” der handler om vores fælles gymnasietid i starten af 60’erne. Her portrætteres han som den charmerende Birger, der gør Lena gravid i 1.G. For den film fik Finn Richardt Filmakademiets ærespris: En ”Robert” som årets bedste rekvisitør.