Skip to content

Succes-duoen Wullfmorgenthaler klar med Mugge-opfølger

Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, duoen bag filmsuccesen MUGGE OG VEJFESTEN, er tilbage med en ny historie om Mugge, når de sammen med Zentropa står bag den nye animationsfilm MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE. Filmen får dansk biografpremiere den 6. oktober 2022.

Mugge og Hans Mærkelige Hjerne

Publikum kan glæde sig til igen at blive opslugt af Mugges forunderlige verden af skøre karakterer, skæve personligheder og gak og løjer, når Wulffmorgenthaler, Zentropa og Nordisk Film Distribution præsenterer MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE – baseret på duoens egen succesfulde børnebog af samme navn.

MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE er en underholdende, original og vedkommende historie om alle os, der på den ene eller anden måde ikke passer ind i samfundets til tider alt for firkantede kasser. På stemmesiden bliver der et gensyn med velkendte skuespillere som bl.a. Jens Jacob Thychsen, Iben Hjejle, Stephania Potalivo, Mia Lyhne, Jan Gintberg, Mick Øgendahl og Nikolaj Kopernikus. Filmen får biografpremiere den 6. oktober 2022.

Wulffmorgenthaler glæder sig til igen at kunne underholde familier rundt i landet med Mugge-fortællingen:

“Vores ambition er at lave en underholdende film, der får alle danskere til at more sig, som var de verdens lykkeligste mennesker i den halvanden time, filmen varer. Det er fantastisk at lave en toer, fordi vi nu kender karaktererne og universet, og vi kan faktisk allerede afsløre, at toeren bliver 5-6 gange flottere og titusinder gange sjovere end etteren. Det garanterer vi. MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE bliver nok årets dejligste danske film. Simpelthen. Den har alt! Mugge, psykopatiske femlinger og en lyserød mutantpuddel på over 50 meter. Hvad mere kan man ønske sig!?”

Handlingen

Første dag efter sommerferien skal eleverne på Basserup Kommuneskole til prøve. Og da den ellers så glade dreng, Mugge, viser sig at have en hjerne, der er så mærkelig, at hans svar får computeren til at eksplodere, går hele systemet i panik. Mugge sendes omgående i specialklasse og spås en sort fremtid. Han beslutter sig derfor for at starte sin egen skole. En skole hvor der er plads til børn med mærkelige hjerner. Han døber skolen ‘Friheden’.

Samtidig begynder Mugges bedste veninde Sofia på den militante eliteskole Killer Instinct School System. Mugge og Sofia glider langsomt fra hinanden, og snart hænger deres venskab i en tynd tråd. Da konkurrencen “Kommunemesterskabet i skole” annonceres, optrappes Mugge og Sofias konflikt yderligere. Men pludselig hærger et gigantisk gensplejset monster af en puddelhund kvarteret, og de to tidligere venner bliver tvunget til at samarbejde på trods af deres forskelligheder.

Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje

Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje har MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE en stærk kreativ og produktionsmæssig forankring i Viborg og Aarhus via A. Film Productions afdeling i Aarhus med co-producer Anders Mastrup i spidsen.

Steen Risom fra Den Vestdanske Filmpulje udtaler:

Det er dejligt, at A. Film Production har valgt at åbne et kontor i Aarhus, og jeg er sikker på, at det får stor betydning for synergien mellem animationsmiljøerne i Viborg, Aarhus og København. Mugge-filmen er endnu et skridt mod at gøre den professionelle animationsbranche i Vestdanmark større og endnu stærkere.

Succesduoen bag

Duoen Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, som sammen danner Wulffmorgenthaler, står som på MUGGE OG VEJFESTEN bag manuskript og instruktion på MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE. Foruden tv-programmer og podcasts står de også bag bog- og serieudgivelser så som “Mugge & Vejfesten” (Gyldendal 2017), “Mugge og Hans Mærkelige Hjerne” (Gyldendal 2018) samt de velkendte Wulffmorgenthaler-striber, som i dag er blevet folkeeje i Danmark, og som udkommer i mere end 200 aviser verden over.

Kenneth Vandel er animationsinstruktør på filmen, klipper er Sirid Graff, og Morten Dalsgaard skaber lyddesignet. Det velkendte producer-team fra MUGGE OG VEJFESTEN, Julie Lind-Holm Hansen og Jonas Bagger, står også bag MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE.

Filmen er produceret af Zentropa Entertainments & New Creations i samarbejde med DR med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og Det Estiske Filminstitut. Filmen er distribueret af Nordisk Film Distribution.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.