Skip to content

Stjernespækket feel-good drama støttet af Den Vestdanske Filmpulje får premiere på Netflix

Feel-good dramaet TOSCANA med bl.a. Anders Matthesen, Ghita Nørby og sangeren Christopher på rollelisten blev optaget tilbage i oktober 2020, hvor flere scener fandt sted i Aarhus. Filmen er instrueret af Mehdi Avaz og får premiere direkte på streamingtjenesten Netflix som den første danske film nogensinde. TOSCANA er Mehdi Avaz’ første film, siden han flyttede både familien og produktionsselskabet Rocket Road Pictures til Aarhus.

Still fra TOSCANA. Foto: Miklos Szabo

Den 18. maj 2022 får Mehdi Avaz’ nye film, TOSCANA, premiere på Netflix. Filmen var oprindeligt produceret til dansk biografdistribution, men bliver nu den første danske film nogensinde med premiere på Netflix.

Det stjernespækkede cast og produktionsholdet bag feel-good dramaet har været vidt omkring i både Toscana og Aarhus for at optage. TOSCANA er produceret af det Aarhus-baserede produktionsselskab, Rocket Road Pictures, som har skabt filmen med det aarhusianske selskab GotFat Productions som co-producent. Steen Risom, chef for Den Vestdanske Filmpulje, siger:

Det glæder mig at se Mehdi Avaz lykkes, og det er en gevinst for det regionale filmmiljø, at han har rykket familie og filmkarriere til Aarhus. Han har et stort lokalt engagement, og jeg glæder mig til at følge hans projekter fremover.

Første film med adresse i Vestdanmark

Filminstruktør Mehdi Avaz tog publikum og filmbranchen med storm, da han for fem år siden havde biografpremiere på sin debutfilm, MENS VI LEVER, og kun to år senere præsenterede han dramaet KOLLISION, som solgte knapt 250.000 billetter i biografen. TOSCANA bliver hans første produktion, efter han rykkede både privatlivet og produktionsselskabet, Rocket Road Pictures, til Aarhus. Mehdi Avaz fortæller:

“Jeg har altid haft en kæmpe kærlighed til Aarhus og har skudt mine tidligere film KOLLISION og MENS VI LEVER i Aarhus og Den Vestdanske Filmpuljes område. TOSCANA er den første film, jeg får premiere med efter min flytning til Aarhus i 2021, og det bliver bestemt ikke den sidste. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for den opbakning, jeg har fået af Den Vestdanske Filmpulje, som har bakket mig op siden min debutfilm. Min måde at sige tak på, er at give hele mit filmhjerte til Aarhus. TOSCANA er udover optagelserne i Italien også optaget på bl.a. restaurant Frederikshøj og ved Aarhus havn, og så er der mange af folkene bag, som er lokale.”

TOSCANA er et feel-good drama om en mands rejse for at finde sig selv. I hovedrollen ses Anders Matthesen, der spiller en kok med et ønske om at sælge sin fars forretning i Toscana, og på sin rejse møder han en italiensk kvinde, der får ham til at se sit liv i et nyt lys. TOSCANA distribueres af SF Studios og er produceret af Rocket Road Pictures.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.