- 28 september, 2022
Stjernenavne samles igen i opfølger til den legendariske gyser NATTEVAGTEN
Del på
Fanny Bornedal, Nikolaj Coster-Waldau, Paprika Steen, Ulf Pilgaard, Kim Bodnia, Sonja Richter, Alex Høgh Andersen og Christopher Læssø pryder rollelisten til den kommende danske gyser NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV, som Ole Bornedal både skriver og instruerer. Filmen, der får biografpremiere 1. juledag 2023, optager blandt andet i Aarhus og er støttet af Den Vestdanske Filmpulje.
465.000 danskere gøs og skreg i biografen, da Ole Bornedals danske gyser NATTEVAGTEN fik premiere i 1994. Filmen var en enestående anmelder- og publikumssucces, som nærmest øjeblikkeligt gjorde den til et kultdyrket filmfænomen. Den er siden blevet set af millioner på tv, dvd og på tværs af andre platforme og har også fået sit eget amerikanske remake med Ewan McGregor og Nick Nolte.
28 år efter premieren kan Nordisk Film Production i dag offentliggøre, at der kommer en opfølger, og at den netop er begyndt på optagelser i denne uge. Som sin forgænger bliver NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV en gyser, skrevet og instrueret af Ole Bornedal, som dengang fik sit folkelige gennembrug med NATTEVAGTEN. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje optages en del af filmen i Aarhus med jyske filmarbejdere som en del af filmholdet.
NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV har premiere den 25. december næste år i biografer over hele landet.
Handlingen
Det, der skete i kælderen på Retsmedicinsk Institut for knap 30 år siden, er aldrig blevet glemt, og det er ikke tilfældigt, at Emma har taget jobbet som nattevagt samme sted. Hendes mor Kalinka kom sig aldrig over oplevelsen og begik selvmord, da Emma var lille, og hendes far Martin lever i dag som en skygge af sig selv.
Elefanten i rummet er den fortrængte fortælling om, hvordan den psykopatiske seriemorder Kommissær Wörmer (Ulf Pilgaard) næsten dræbte Emmas forældre, som kun i allersidste øjeblik blev reddet af vennen Jens. Siden dengang har de alle været hjemsøgte af erindringen om den nat – og i fortielsen er Emma vokset op og har arvet forældrenes traume.
Emma beslutter sig for at udrede, hvad der egentlig skete dengang med Wörmer og får iværksat et uautoriseret møde med ham i hans isolationscelle. Men oplevelsen trækker den dømte kommissær ud af sin koma og sætter en kæde af skæbnesvangre begivenheder i gang. Nu starter et blodigt hævntogt mod alle dem, som i sin tid beseglede Wörmers skæbne.
Enestående stjernecast
Nordisk Film Production og Ole Bornedal har samlet et enestående stjernecast med flere af skuespillerne fra den første film og et miks af nogle af tidens største danske skuespillere. Nikolaj Coster-Waldau er tilbage i rollen som Martin, der er blevet stærkt traumatiseret af fortiden og via sin datter Emma forsøger at genvinde fodfæste i livet.
Efter store roller i internationale tv-serier som KILLING EVE og THE WITCHER, er Kim Bodnia tilbage i sin første danske filmrolle i 9 år. Han vender tilbage til rollen som Jens, der gjorde ham berømt for 28 år siden. I rollen som den uhyggelige Kommissær Wörmer er Ulf Pilgaard også tilbage.
Nye på rollelisten er Fanny Bornedal i den kvindelige hovedrolle som Emma, Paprika Steen som politikvinden Kramer, der er i gang med efterforskningen af en række nye brutale mord, Sonja Richter som politipsykologen Gunver, Alex Høgh Andersen som Emmas loyale kæreste Frederik og det unge talent Nina Rask som Emmas gode veninde Maria. I andre roller medvirker bl.a. Christopher Læssø, Casper Kjær Jensen, Niels Anders Thorn, Vibeke Hastrup, Tina Gylling Mortensen og mange flere.
Ole Bornedal: Det handler om arv
Instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal ser frem til at vende tilbage til universet fra NATTEVAGTEN. Han udtaler:
“NATTEVAGTEN blev en langt større succes, end både jeg selv og alle andre havde forventet. Både hjemme og internationalt. Sikkert fordi den på mange måder var en ret personlig historie, som mange i virkeligheden kunne relatere til: Nedenunder suspense, gys og rædsel var det også en generationshistorie om at vokse op, blive moden og kaste ungdommeligt anarki af sig. Først derefter kunne de to drenge, Jens og Martin, blive voksne. Nu er tiden moden til at vende tilbage til de to – og de nye generationer, der omgiver dem. NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV handler om arv. Om tavsheden i familier. Om de traumer, skår og sår, som får lov til at leve gennem generationer. Derudover er det spændende at vende tilbage til den fortættede genre, som gyseren er. Kysse dæmonerne – hive dem frem i lyset et lille øjeblik. Se dem i øjnene og tænke: Godt det kun er på film.”
NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV bliver optaget i Aarhus og København og er produceret af Nordisk Film Production. Filmen støttes af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film- & TV Fond, DR, ZDF og Nadcon.