Skip to content

Steen Risom bliver ny chef for Den Vestdanske Filmpulje

Fra den 1. januar 2022 tiltræder Steen Risom rollen som chef for Den Vestdanske Filmpulje. Han vil sikre, at aktiviteterne i Den Vestdanske Filmpulje fortsat er med til at rykke dansk film og tv mod vest.

Det var et enigt ansættelsesudvalg med repræsentanter fra Den Vestdanske Filmpuljes bestyrelse, der i sidste uge pegede på Steen Risom som ny chef for Filmpuljen og Filmby Aarhus, hvor han har været konstitueret chef siden marts 2021.

”Med Steen Risom får vi en visionær, samarbejdsorienteret, driftssikker og synlig chef til Den Vestdanske Filmpulje og Filmby Aarhus. Steen Risom har bevist, at han kan realisere visionerne for Filmpuljen og Filmbyen gennem samarbejde med aktører i branchen. Vi er sikre på, at han fra dag ét kan forsætte den positive udvikling og skabe resultater,” siger formand for Den Vestdanske Filmpulje og rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad.

Med Den Vestdanske Filmpuljes ti medlemskommuner har det kommunale samarbejde været stærkt medvirkende til at tiltrække film- og tv-produktioner til det jyske. Filmpuljen er vokset fra 10 mio. kr. (2018) til 34 mio. kr. (2019) og nu i 2021 og 2022 til 50 mio. kr. årligt. Det er en udvikling, som Steen Risom har været en del af, og som han håber kan fortsætte:

“Det er fantastisk stærkt, at kommunerne bag Filmpuljen har øget deres støtte, og at Staten tilsvarende gearer med støtten til spillefilm og dokumentarfilm. Nu arbejder vi for at få støtten til flere regionale tv-serier med,” siger Steen Risom.

Den Vestdanske Filmpulje er sat i verden for at sikre, at der laves danske filmfortællinger fra den vestlige del af landet, og ud over regionale film og serier støtter Filmpuljen også talentfilm, festivalaktiviteter og andre initiativer, der fremmer udviklingen af filmkulturen og produktionsmiljøerne regionalt.

Den Vestdanske Filmpuljes sekretariat ligger i Filmby Aarhus, som er en del af det regionale film- og mediecenter i Jylland.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.