Skip to content

Skræmmende ny fiktion på DR støttet af Den Vestdanske Filmpulje

I en sjældent urovækkende ny fiktionsserie, NORDLAND ’99, vendes der op og ned på hverdagen i en lille dansk provinsby, da en ung mand pludselig forsvinder. NORDLAND ’99 har premiere i dag på DRTV. Den Vestdanske Filmpulje har støttet udviklingen af serien.

Still fra NORDLAND '99.

Der er noget helt galt i en lille dansk provinsby i 1999, selvom stilheden hersker på overfladen.

Da en ung mand pludselig forsvinder, brydes den evige trummerum af stilstand, cowboytoast og ind- og udlevering af VHS-bånd. Vennerne og mandens søster begynder at søge efter ham, og byens skræmmende hemmelighed begynder hurtigt at afsløre sig. Jo mere de søger, jo mere kommer der op til overfladen, og det går hurtigt op for dem, at de færreste i byen har ren samvittighed.

Der gemmer sig hemmeligheder alle steder, ikke kun blandt byens indbyggere, men også blandt dem selv. Den svært apatiske landbetjent Christian (Troels Lyby) er dog ikke meget for at erkende, at der er noget helt galt i byen. Han mener, det er bedst ikke at kratte i overfladen, og at de unge bare bør lade byen sove videre i fred.

Holdet bag

Udover Troels Lyby ses også Elias Budde Christensen, Emilie Kroyer Koppel og Noa Risbro Hjerrild på rollelisten.

NORDLAND ’99 er skabt og instrueret af Kasper Møller Rask og produceret af Nevis Productions for DR. Den Vestdanske Filmpulje er stolte over at have støttet ungdomsserien, hvor det for hovedparten af både A- og B-funktioner gælder, at deres karriere i film- og tv-branchen er startet i det jyske filmmiljø og på uddannelser som Super8 og VIAs Multiplatform, Storytelling & Production. Den Vestdanske Filmpulje har støttet udviklingen af serien.

NORDLAND ’99 består af otte afsnit af ca. 25 minutters varighed. De to første afsnit er tilgængelige fra den 14. oktober på DR TV.

Se NORDLAND ’99 på DR TV.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.