Skip to content

Seks Filmpulje-støttede produktioner er nomineret til Bodilprisen 2024

Den 16. marts hylder Danske Filmkritikere årets største filmpræstationer ved Bodilprisen 2024. Blandt de nominerede er seks film, som er blevet til med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje. Foruden de flotte skuespilpræstationer er de seks film blandt andet nomineret i kategorier som Bedste danske film og Bedste danske dokumentar.

 

Både Sofie Torp og Thomas Hwan er nomineret til Bodilprisen 2024 for deres skuespilpræstationer i METER I SEKUNDET. Foto: Martin Dam Kristensen.

Vi har grint, grædt og ladet os bevæge i mørket, mens store biograffilm trillede over lærredet det forgange år. Nu er der Bodilpriser på højkant til dem, der har gjort allerstørste indtryk, og i Den Vestdanske Filmpulje er vi stolte af, at seks af de nominerede film er blevet til med støtte fra Filmpuljen. De seks film er i alt nomineret 13 gange i forskellige kategorier.

Bedste film, dokumentar, manuskript og fotograf

De seks Filmpulje-støttede produktioner er blandt andet nomineret for en række flotte skuespilpræstationer samt for Bedste danske film, Bedste danske dokumentar, Bedste manuskript og Bedste fotograf.

En af de film der er nomineret i flest kategorier er Nikolaj Arcels’ BASTARDEN. Filmen er nomineret i hele seks kategorier, som blandt andet Bedste danske film (fiktion), Bedste manuskript (Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel) og Bedste fotograf (Rasmus Videbæk) samt tre nomineringer for skuespilpræstationerne Bedste mandlige hovedrolle (Mads Mikkelsen), Bedste kvindelige hovedrolle (Amanda Collin) og Bedste mandlige birolle (Simon Bennebjerg).

METER I SEKUNDET, instruereret af Hella Joof, er nomineret i tre kategorier. Nomineringerne dækker over Bedste Manuskript (Ida Maria Rydén og Jenny Lund Madsen) samt to skuespilpræstationer for henholdsvis Bedste kvindelige hovedrolle (Sofie Torp) og Bedste mandlige birolle (Thomas Hwan).

En af de andre i iøjnefaldende nomineringer er Lea Globs APOLONIA APOLONIA, der er nomineret til Bedste danske dokumentar. Dokumentaren handler om den dansk-franske billedkunstner Apolonia Sokols personlige og kunstneriske udvikling.

Flotte, yngre skuespilpræstationer

Flere unge skuespillere gør sig bemærkede i Bodilnomineringerne. Blandt andre er Christian Andersens film SYNKEFRI nomineret for Bedste mandlige hovedrolle (Sylvester Byder), mens Ole Bornedals NATTEVAGTEN – DÆMONER GÅR I ARV er nomineret for bedste kvindelige hovedrolle (Fanny Leander Bornedal).

Og det er ikke kun i de ledende roller, at de yngre talenter gør sig bemærkede. Kasper Rune Larsens IDIOTEN er nemlig nomineret for Bedste kvindelige birolle (Sarah Juel Werner).

TV2 Talentpris

Der er desuden nomineringer til endnu flere talenter med TV2 Talentprisen. Her repræsenterer de nominerede forskellige fagområder, men fælles for dem alle er, at de har imponeret med flotte præstationer indenfor deres respektive felter i filmåret.

To af de nominerede til TV2 Talentprisen er Karla Nor Holmbäck, animationsinstruktør på den Filmpulje-støttede børnefilm ROSELIL OG STENTROLDEN samt Marianne Lentz, der blandt andet har været med til at udvikle manuskript til den Filmpulje-støttede film STILLE LIV i samarbejde med Malene Choi og Sissel Dalsgaard Thomsen.

Vi ønsker stort tillykke til alle de nominerede film og holdene bag.

Se alle de nominerede til Bodilprisen 2024 her.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.