Skip to content

Se traileren til den stjernebesatte romantiske komedie TAG MIN HÅND

Aarhusianske Deluca Film og Scanbox Entertainment kan i dag løfte sløret for traileren til Lars Kaalunds stjernebesatte spillefilmsdebut TAG MIN HÅND. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er filmen optaget on location i Aarhus. Mille Dinesen, Ulrich Thomsen, Mia Lyhne og Troels Kortegaaard Ullerup har de bærende roller, når filmen får landsdækkende biografpremiere den 20. januar 2022.

Afspil video

TAG MIN HÅND er en romantisk komedie om den hverdagselskende og kontrollerede læge, mor og hustru Maja, der må genfinde fodfæstet efter den overraskende udmelding fra hendes mand Claes om, at han vil skilles. Filmen behandler med varme, humor og eftertænksomhed livets mange store og små udfordringer i kølvandet på en skilsmisse.

Handlingen 

Alt kører for Maja. Hun bliver snart forfremmet til overlæge og bor sammen med sin mand, Claes, og teenagesønnen, Magnus, i et skønt hus, der snart får en flot dyr tilbygning. Det kommer som et chok, da Claes meddeler, at han vil skilles og foreslår, at Maja lige logger ind på borgerservice.dk og vælger rubrikken straksskilsmisse. Tryghedselskende Maja er i frit fald og forsøger at genvinde styringen over sit liv, og kaster sig ud på gyngende grund med en skrantende økonomi, en 20 år yngre elsker og en teenagesøn i problemer.

TAG MIN HÅND er en lun, varm og tankevækkende romantisk komedie om alt det drama, der følger med, når vores forestillinger om kærlighed og meningen med livet vendes på hovedet.

Stærkt stjernecast på rollelisten

Deluca Film og Lars Kaalund har sikret sig et yderst stærkt og stjernebesat cast til TAG MIN HÅND. I hovedrollen som Maja skal Mille Dinesen spille en anden – og lidt mere kontrolleret – type kvinde, end den publikum kender og elsker fra bl.a. RITA og komediesuccesen JAGTSÆSON, som solgte næsten en halv million biografbilletter i 2019. I rollen som Majas utro mand, Claes, ses Ulrich Thomsen, som senest har besat roller som diplomaten Henrik Kauffmann i VORES MAND I AMERIKA og som Carl Mørck i MARCO EFFEKTEN. Som Majas unge elsker, Andreas, ses stortalentet Troels Kortegaard Ullerup, mens Jasper Kruse Svabo spiller Maja og Claes’ søn, Magnus. Mia Lyhne ses i rollen som Majas tætte veninde og kollega, og i de øvrige roller medvirker blandt andre Mille Lehfeldt, Casper Crump, Pernille Højmark, Anne Vester Høyer og Marianne Høgsbro.

Holdet bag filmen

Manuskriptet til TAG MIN HÅND er skrevet af Morten Dragsted i samarbejde med instruktør Lars Kaalund, cheffotograf er Maggie Olkuska og filmen er produceret af Deluca Film ved Wadt Thomsen og Morten Rasmussen. TAG MIN HÅND er støttet af Det Danske Filminstitut ved Markedsordningen, TV 2 og Den Vestdanske Filmpulje. Den distribueres i Danmark af Scanbox Entertainment.

Filmplakater

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.