- 6 januar, 2020
Se den nervepirrende trailer: ‘Undtagelsen’
Del på
I traileren til den nervepirrende thriller ‘Undtagelsen’ ser vi et stjernespækket cast i konflikt. Danske biografgængere kan se frem til manipulation, voksenmobning og dødstrusler, når filmatiseringen af Christian Jungersens bestseller-roman lander i danske biografer den 30. april 2020.
Den 30. april kan danskerne se frem til årets store, danske thrillerbrag ‘Undtagelsen’, en filmatisering af Christian Jungersens anmelderroste gennembrudsroman af samme navn.
‘Undtagelsen’ er en nervepirrende thriller, der skildrer, hvordan raffineret voksenmobning kan udvikle sig til et uhyggeligt spil om liv og død. Det er en fortælling om manipulation som våben, om vildtvoksende paranoia og ondskabens mange ansigter. Men først og sidst om at være menneske i et moderne samfund.
Et stjernebesat cast fanget i magtkampe
Iben (Danica Curcic), Malene (Amanda Collin), Anne-Lise (Sidse Babett Knudsen) og Camilla (Lene Maria Christensen) er fire kvinder, der arbejder sammen i en hverdag præget af magtkampe, hvisken og alliancer. Da Iben og Malene begge modtager dødstrusler, mistænker de i første omgang den serbiske krigsforbryder, de skriver artikler om. Men da en sag om mobning på kontoret eskalerer, begynder de langsomt at overveje, om ondskaben i virkeligheden kommer fra dem selv.
Sidse Babett Knudsen er tilbage på dansk grund efter internationale roller i bl.a. HBO’s tv-serie ‘Westworld‘ og Dan Brown-filmatiseringen af ‘Inferno’, mens Danica Curcic senest kunne ses bl.a. i balletdramaet ‘Darling‘, tv-serien ‘The Mist’, titelrollen i ‘Jeanne d’Arc’ på Republique og i ‘Mødregruppen’. Amanda Collin fik forrige jul et forrygende og prisbelønnet gennembrud i titelrollen i Christian Tafdrups ‘En Frygtelig Kvinde’, og Lene Maria Christensen har senest kunnet opleves i bl.a. dramaserien ‘Arvingerne’ på DR1 og som bokseren Jørgen Hansens kone Hanne i dramaet ‘Den bedste Mand’.
Over for de fire kvindelige kollegaer spilles deres mandlige chef, Paul, der konstant må navigere mellem ondskab og voksenmobning, af Olaf Johannessen, som vandt den prestigefulde Hæderspris til Årets Reumert. I rollen som den karismatiske journalist Gunnar ses Magnus Krepper, der sidste år kunne opleves i dramaet ‘Dronningen’ over for Trine Dyrholm.
Holdet bag
Det er Fridthjof Film, der producerer ‘Undtagelsen’, mens Jesper W. Nielsen instruerer. Manuskriptet er forfattet af Christian Torpe, der senest har arbejdet på den amerikanske tv-serie ‘The Mist’.
‘Undtagelsen’ er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film & TV Fond og Creative Europe i samarbejde med DR, SF Studios, LevelK ApS, NRK, TV4 Sverige og ACE Producers.
Støtten fra Den Vestdanske Filmpulje har været med til at sikre, at filmen delvist er optaget i Aarhus med stærke lokale filmarbejdere som en væsentlig del af filmholdet.