Skip to content

Se Anders W. Berthelsen som Flemming Bamse Jørgensen i traileren til BAMSE

Nimbus Film, Uppercut Media, Ja Film og Nordisk Film Distribution kan i dag præsentere traileren og plakaten til sensommerens store danske film om ét af Danmarks mest elskede musiknavne i nyere tid. BAMSE får dansk biografpremiere den 25. august som åbningsfilm i Biografklub Danmarks kommende sæson.

Afspil video

BAMSE er instrueret af Henrik Ruben Genz, som også har skrevet manuskriptet i samarbejde med Bo Hr. Hansen. Med varme, humor og de fantastiske sange fra et legendarisk bagkatalog fortæller filmen Flemming Bamse Jørgensens ukendte og rørende historie.

I traileren får publikum for første gang lejlighed til at se Anders W. Berthelsen som Flemming Bamse Jørgensen. Vi følger Flemming og hans familie gennem op- og nedture over flere årtier, og der er prøver på Anders W. Berthelsens evner som sanger – for ja, han synger selv samtlige numre i filmen.

Historien i BAMSE

BAMSE er en hyldest til den folkekære musiker, der har givet os klassikere som “Vimmersvej”, “Hvorfor går Louise til bal” og “I en lille båd der gynger”. Bag det varme smil og smækbukserne gemmer der sig en fortælling om en mands livslange stræben efter anerkendelse og kærlighed. Flemming Bamse Jørgensen bliver som den eneste af 12 søskende bortadopteret. Flemmings adoptivfar ønsker, at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til faderens skuffelse vælger Flemming musikken og bliver frontmand i Bamses Venner. En splittet baggrund, der sætter sig dybe spor i Flemmings liv.

BAMSE er et varmt og menneskeligt drama, der med Bamses største hits som lydtæppe fortæller hans rørende livshistorie.

Local co-producent med ombord

BAMSE er produceret af Nimbus Film i co-produktion med aarhusianske Ja Film og Uppercut Media. Filmens producer, Bo Erhardt, udtaler:

“Fortællingen om Bamse er jo en 100% Aarhus-historie, og derfor er filmen naturligvis optaget i Aarhus. Og det har kun kunnet lade sig gøre pga. den store økonomiske opbakning og velvilje, vi har fået fra Den Vestdanske Filmpulje kombineret med al den lokale knowhow og det netværk, som vores gode samarbejdspartner, Ja Film, har leveret.”

Ja Film har blandt andet stået bag post- og effektarbejdet på filmen, og selskabet har fungeret som sparringspartner og base under dele af forproduktionen og har lagt lokaler til nogle af de historiske optagelser fra 70’erne op til 90’erne.

Lise Uldbjerg Jørgensen, producer hos Ja Film, fortæller:

“Som co-producent på filmen om Bamse har vi haft mulighed for at udvikle studiet yderligere i retning af et produktionsselskab, der mestrer og producerer live-action spillefilm. Vi har fået mulighed for at lære nye, erfarne, producenter at kende, tilegne os ny viden inden for live-action produktion og ikke mindst udvidet vores netværk her i regionen. Og så er vi super glade for at have bidraget til en film, som vi er overbeviste om, vil ramme sit publikum – og Aarhus – lige i hjertet.”

Anders W. Berthelsen i sit livs rolle

Anders W. Berthelsen har haft mange store roller i karrieren, men rollen som Flemming Bamse Jørgensen må betragtes som en af hans største udfordringer som skuespiller og hans livs rolle. Foruden ham medvirker Johanne Louise Schmidt som Flemmings hustru Käte, Lars Ranthe som manageren John Madsen, Henrik Birch som Flemmings far samt Signe Egholm Olsen, Brian Lykke og Charlotte Bøving i øvrige markante roller.

Stærkt hold bag filmen

Med BAMSE er Henrik Ruben Genz tilbage i Aarhus, når historien om Flemming Bamse Jørgensen udfoldes. Genz har tidligere lavet film som FRYGTELIG LYKKELIG og GUD TALER UD.

Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er BAMSE optaget i Aarhus-området, hvor Flemming Bamse Jørgensen boede hele sit liv. BAMSE er produceret af Nimbus Film, Uppercut Media og Ja Film ved producere Bo Erhardt, Jan Frifelt og Lise Jørgensen. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn. Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution. Filmen vil senere kunne ses på TV 2 og TV 2 Play.

Filmplakater

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.