- 17 november, 2022
Premiere på “Kortfilm 2021”
Del på
I tirsdags afrundede vi “Kortfilm 2021” med et flot premierearrangement i Aarhus, hvor tre nye, fantastiske og vidt forskellige kortfilm blev vist på det store lærred. De tre kortfilm NASHVILLE, SOM STRÅ og DEM DER ER VÆRD AT SAMLE PÅ er resultatet af vores årlige kortfilm call, som vi laver i samarbejde med Aarhus Filmværksted med det formål at støtte de bedste talenter i vores område.
Tirsdag hyldede en fuld sal i Nordisk Film Biograf på Trøjborg i Aarhus de tre kortfilm NASHVILLE, SOM STRÅ og DEM DER ER VÆRD AT SAMLE PÅ. Produktionsselskaberne Retrospect Film og GotFat Productions, begge Aarhus-baserede, har skabt de tre kortfilm sammen med nogle af de dygtigste regionale filmtalenter.
Stort tillykke med de stærke film til holdene bag!
NASHVILLE
NASHVILLE er instrueret af Jesper Vidkjær Rasmussen, som også har skrevet manuskript i samarbejde med Thomas Nielsen, og den er produceret af Kim Søgaard for Retrospect Film.
Robert vender midlertidigt hjem til sin barndomsby, som han forlod for at blive countrymusiker i Nashville. Hans mor er død for nyligt, så han er nødtvunget kommet hjem for at hjælpe sin far, som ellers ville stå alene med den traditionsrige julebanko på familiens kro. Faren har ikke styr på forberedelserne, men i stedet for at hjælpes ad, falder familien ind i gamle roller, og mens landsbyen kigger måbende til, falder bankoaftenen fra hinanden, mens gamle skeletter og det fælles savn til moren blottes for enhver. Juletraditionens fiasko er nær, da Robert gør et sidste forsøg på at redde aftenen – og sin familie.
Jesper Vidkjær Rasmussen er jysk filminstruktør med en baggrund som skuespiller. Jesper har tidligere instrueret den prisvindende kortfilm RIDERS, som blev vist på en lang række festivaler verden over. Et af Jespers kommende projekter er hans første spillefilm. Som instruktør har Jesper stor interesse i jyske fortællinger og bruger ofte sig selv i sit arbejde.
SOM STRÅ
SOM STRÅ er skrevet og instrueret af Sofie Grud og produceret af Thor Hampus Bank og Astrid Gott Schmidt for GotFat Productions.
Filmen handler om den unge kunstmaler Lærke, som er på refugium, mens hun kæmper med at færdiggøre et nyt hovedværk til sin kommende udstilling. Men indeni Lærke foregår en helt anden og mere kompleks kamp. En kamp om at give slip og finde sig selv.
Instruktør Sofie Grud er opvokset i Skagen, hvor SOM STRÅ også finder sted. Sofie arbejder med komplekse og nuancerede karakterer som et af de drivende elementer i sine fortællinger, og hun har en forkærlighed for det indre, nære drama. Et af Sofies næste projekter er en action-dramaserie, der er en af de udvalgte projekter fra Serieskolen 2022 af Filmtalent og Netflix .
DEM DER ER VÆRD AT SAMLE PÅ
DEM DER ER VÆRD AT SAMLE PÅ er instrueret af Jonas Frost, skrevet af Jonathan Munk og produceret af Emil Johnsen og Astrid Gott Schmidt for GotFat Productions.
På én skæbnesvanger weekend ændrer livet sig for altid for unge Alberte. Fra ren lykkerus da hun langt om længe mister sin mødom til sin store forelskelse, August, til fuldstændig rædsel da hun opdager, at August har fotodokumenteret deres nat sammen og fået det fejlagtigt spredt overalt på det altopslugende internet.
Instruktør Jonas Frost er født og opvokset i Hurup Thy i det nordvestjyske, og er senere hen rykket til Aarhus for at fordybe sig i film og skabe sin vej ind i branchen. Jonas har før DEM DER ER VÆRD AT SAMLE PÅ instrueret en række andre kortfilm, som har vundet priser på internationale festivaler. Som instruktør sætter Jonas en stor dyd i, at alle har muligheden for at se og blive hørt.