- 5 november, 2023
OXEN: Ny TV 2-thriller af Brostrøm og Thorsboe optaget i Frederikshavn
Del på
Den nye højspændte thrillerserie OXEN har netop haft premiere på TV 2 og TV 2 Play. Serien på seks afsnit er skabt af forfatterparret og tredobbelte EMMY-vindere, Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, på baggrund af Jens Henrik Jensens bestseller bogserie om jægersoldaten Niels Oxen.
TV 2s nye tv-serie OXEN handler om svigt og skjulte dagsordener men også om at genfinde troen på andre og finde sin plads i verden. Seriens seks afsnit er instrueret af Jannik Johansen, der tidligere har instrueret flere afsnit af serier som BORGEN, RITA, RAGNAROK og SYGEPLEJESKOLEN.
OXEN er skrevet af forfatterparret Mai Brostrøm og Peter Thorsboe, der står bag nogle af de største danske tv-serie-succeser som REJSEHOLDET, ØRNEN og LIVVAGTERNE – alle tre serier har vundet en EMMY for bedste internationale dramaserie.
Handlingen
Jægersoldaten Niels Oxen bliver falsk anklaget for narkobesiddelse og smidt ud af Jægerkorpset. Nedbrudt søger han sammen med sin hund dybt ind i Rold Skov for at få fred, men flere uhyggelige hændelser driver ham ud af isolationen, og modvilligt forlader han skoven og stilles overfor et afgørende valg.
I sin søgen tilbage til det samfund han har mistet troen på, møder han tre med- og modspillere PET-agenten Margrethe Franck, spilchefen Frigg Mossmann og forretningskvinden Kajsa Corfitzen.
Store danske navne på rollelisten
Seriens bærende roller spilles af Jacob Lohmann i rollen som Niels Oxen, Ellen Hillingsø i rollen som PET-chef Frigg Mossmann, Josephine Park i rollen som PET-agent Margrethe Frank og Birgitte Hjort Sørensen som forretningskvinden Kajsa Corfitzen.
Jacob Lohmann har medvirket i en lang række spillefilm som DE FRIVILLIGE og SHORTA, og han har spillet med i tv-serier som ANNA PIHL, FORBRYDELSEN, DICTE, NORSKOV og BEDRAG. Ellen Hillingsø har medvirket i tv-serier som LIVVAGTERNE, BROEN, ADVOKATEN, RITA og DOPAMIN, ligesom vi kender hende fra julekalenderne om Tinka. Josephine Park fik sit gennembrud i serien DOGGYSTYLE og har siden spillet med i serierne EFERFORSKNINGEN og SKRUK, og Birgitte Hjort Sørensen kender vi fra danske tv-serier som ØRNEN, BORGEN, GREYZONE og udenlandske serier som VINYL og GAME OF THRONES.
Rollelisten har desuden en lang række danske navne som Claus Riis Østergaard, Henrik Birch, Mikael Birkkjær, Thue Ersted Rasmussen og flere andre.
Locations i tre landsdele
OXEN er produceret af Senia Dremstrup og Michel Schønnemann fra SF Studios, mens Jennifer Green fra TV 2 er Executive Producer. Serien er optaget i København, på Fyn og i Frederikshavn, og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje har filmarbejdere fra Filmpuljens område været en del af holdet bag serien.
OXEN er desuden støttet af Frederikshavn Kommune, Nordisk Film & TV Fond og Creative Europe Media.