Skip to content

OS DER LEVER: Film om livet i Vendsyssel skabt og produceret af nordjysk filmselskab

OS DER LEVER er et filmisk digt om et nordjysk lokalsamfund, der lever tæt på naturen og langt fra det politiske centrum. Med poetiske tekster, et glimt i øjet og Niels Hausgaard som den gennemgående fortæller, møder publikum en række vendelboere i små fortællinger, der tilsammen tegner et portræt af livets gang i Vendsyssel. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er filmen skabt og produceret af det nordjyske filmselskab, Dune Productions.

Afspil video

Vi møder kvinderne, der planter marehalm i klitterne, minkavleren, der står tilbage i de tomme stalde, cirkusprinsessen med sine heste, og drengene, der kører ræs på stranden. Vi er med til bal på kroen, og vi kommer heller ikke unden om ham, der blev verdensberømt, da han flyttede fyret ved Rubjerg Knude. Murer-Keld får anerkendende ord med på vejen af damerne over kniplebrættet, mens mændene – både dem, der kører traktor og dem, der kører limousine – nok mener, at Keld efterhånden har fået rigelig opmærksomhed.

De medvirkende i OS DER LEVER er almindelige mennesker med drømme og bekymringer, og som på hver sin måde kæmper en stille kamp mod ubetydeligheden. Brudstykker af hverdagssamtaler, smukke billeder af både store vidder og stille parcelhuskvarterer er sirligt klippet sammen til et poetisk portræt af natur og mennesker på den nordjyske vestkyst.

Skabt i det nordjyske

OS DER LEVER er produceret af Dune Productions, som blev stiftet i Løkken i 2021 – lige der i det område, som filmen beskriver. Dune Productions tæller producer Nikkie Breinholt Dahm og filminstruktør Anne Svejgård Lund, der også har forfattet teksterne i filmen sammen med fortæller Niels Hausgaard. Dune Productions er det første filmselskab i Nordjylland, og visionen er at etablere sig i regionen som producent af film i spillefilmslængde og -kvalitet.

OS DER LEVER på CPH:DOX og DR

Filmen er allerede blevet bemærket udenfor Vendsyssel og Nordjylland. Den internationalt anerkendte danske dokumentarfestival CPH:DOX, som de seneste år har udvidet festivalen til at dække hele Danmark under navnet DOX:DANMARK, har udvalgt OS DER LEVER til festivalen i marts 2023. Udover tre visninger ved hovedfestivalen i København, betyder udvælgelsen, at filmen efter gallapremieren bliver vist i flere byer landet over. DR har desuden købt filmen til visning på DR2 og til streaming på DRTV.

Dune Productions har endvidere planlagt et originalt og nytænkende projekt for, hvordan en film formidles direkte til en særlig målgruppe. I løbet af 2023 turnerer OS DER LEVER i en forkortet version og med live musikalsk ledsagelse rundt på ca. 15 plejehjem i Vendsyssel under titlen OS DER (STADIG) LEVER. Turneen udvikles i tæt samarbejde med Ældre Sagen. Der arbejdes desuden på en række andre visninger i samarbejde med flere af filmens sponsorer.

Universelle fortællinger fra Vendsyssel

Efter flere år i udlandet og med en ny titel som filminstruktør fra London i bagagen vendte Anne Svejgård Lund med familien for nogle år siden hjem til Nordjylland for at bo tæt på havet. OS DER LEVER er hendes debutfilm i spillefilmslængde.

“Jeg har altid oplevet Vendsyssel som et helt særligt sted, men aldrig kunnet sætte ord på, hvad det har betydet for mig som kunstner, at være opvokset her tæt på havet og langt fra alt andet. Måske er det netop styrken i stedet, langt fra alt andet. Det unikke er nemt at få øje på. Igennem arbejdet med OS DER LEVER, har jeg oplevet at komme tættere på det der magiske stof, vi er gjort af. Og med anerkendelsen fra CPH:DOX og DR er jeg overbevist om, at den også kan tilbyde noget for et publikum udenfor Vendsyssel og Nordjylland.”

“Jeg tror, at vi som Vendelboer kan gå rundt og tro, at hvad vi oplever herude kun er vedkommende for os selv. Det er min oplevelse, at der i Vendsyssel findes fortællinger, der når man ser på dem med kunstneriske øjne, har noget universelt at tilbyde en global verden,” udtaler Anne Svejgård Lund, debuterende filminstruktør på OS DER LEVER.

Livemusik til gallapremieren

Den 3. februar 2023 bliver Koncertsalen i Musikkens Hus i Aalborg omdannet til biograf, når gallapremieren på OS DER LEVER ruller over lærredet. Musikken til filmen er udviklet i tæt samarbejde med Aalborg Symfoniorkester, og under ledelse af dirigent Ben Palmer leverer symfoniorkestret lydbilledet og spiller live til gallapremieren i Koncertsalen. Det betyder også, at filmen først gøres færdig efter gallapremieren, når den musik, der bliver indspillet på dagen, efterfølgende mikses med billederne. Der venter altså publikum en helt unik liveoplevelse den dag.

Der er stadig få billetter. Læs mere og køb billet her.

 

Filmplakater

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.