- 6 oktober, 2020
Ny Lukas Graham dokumentar bruger aarhusiansk lydstudie og komponist
Del på
Lukas Graham er det første danske band nogensinde, der har opnået mere end en milliard streaminger på musiktjenesten Spotify – det samme gælder musikvideoen til 7 Years, der har opnået en milliard visninger på YouTube. I en ny dokumentarfilm kommer vi helt tæt på bandet, og vi er med hele vejen; til de store koncerter, i studiet, radioshows osv. og får lov at komme bag om scenen. Men filmen tager os også med til Danmark – til rødderne, familien og det nære.
Dokumentarfilmen har premiere den 5. november i landets biografer.
Filmen er instrueret af René Sascha Johannsen, som også har lavet flere musikvideoer for Lukas Graham. Den er produceret af Sara Stockmann for Sonntag Pictures, og nogle af Aarhus’ bedste kompetencer indenfor lyd, tonemester Rune Thuelund fra Audionation og komponist Jens Bjørnkjær, har været en del af holdet bag filmen.
Hverken Lukas Graham eller instruktør René Sascha Johannsen kunne i deres vildeste fantasi have forestillet sig, hvilken rejse de begav sig ud på – sammen. Dokumentarfilmen går helt tæt på bandets karismatiske forsanger Lukas Forchhammer. 7 Years of Lukas Graham sætter fokus på dét at turde forfølge sine drømme. Men også prisen ved berømmelse og ønsket om at være både en god far, at holde fast ved musikken og sine rødder og samtidig indtage verden.
Stærke kompetencer fra Aarhus er med
Instruktøren René Sascha Johannsen har fulgt bandet med sit kamera igennem syv år for at skabe filmen. Det er instruktørens første DFI-støttede film, men Johannsen har i ca. 20 år professionelt dokumenteret bl.a. musik, comedy og kultur. Instruktørens visuelle æstetik er bl.a. udviklet gennem musikvideoer for Suspekt, Nephew, LOC og senest forskellige Lukas Graham videoer.
Producer Sara Stockmann er en internationalt anerkendt filmproducer, der i 2012 stiftede selskabet Sonntag Pictures med det mål at skabe en stærk ramme omkring instruktør/producer-samarbejdet på cinematografisk stærke dokumentarfilm, og for at videreføre ambitionen om at lade dokumentarfilmen drives af en særlig spejling af aktuelle geopolitiske temaer.
Til produktionen af 7 Years of Lukas Graham har Stockmann fundet nogle af de bedste, vestdanske kompetencer inden for lyd, og hun er glad for samarbejdet med tonemester Rune Thuelund og komponist Jens Bjørnkjær, som har været med til at skabe filmen:
“Vi har på ‘7 Years of Lukas Grahams’ udviklet et tæt partnerskab både kunstnerisk og produktionelt med det aarhusianske firma Audio Nation samt tonemester Rune Thuelund og musikkomponisten Jens Bjørnkjær. Det har været et organisk samarbejde, som vi helt sikkert kommer til at fortsætte på andre produktioner”
Hun fortsætter, “At der er en filmfond som Den Vestdanske Filmpulje, der har ambitioner om at gå ind og støtte både udvikling og produktion af dansk dokumentarfilm, er helt essentielt for at dansk dokumentar kan blive ved med at have et stort dansk og internationalt niveau”.
7 Years of Lukas Graham er støttet af Det Danske Filminstitut ved konsulent Anders Riis-Hansen og af DR ved redaktør Anders Thomsen, samt af den Vestdanske Filmpulje.