Mød det lokale filmmiljø: Christian Andersen

Filmproduktion redder ikke liv

Christians egen historie har også en betydning for den måde, han arbejder på som leder af et filmset. Han kom til branchen med en anderledes baggrund og er autodidakt filmskaber. Han har lært branchen at kende ved at observere produktioner, hvor han har arbejdet som freelancer.

Han oplever, at alle produktioner er vidt forskellige og har sin egen produktionsmetode. Det er tydeligt, at Christians analytiske baggrund fra statskundskaben influerer hans måde at producere film på – både i hans og konen Hannas produktionsselskab Swulli Film og nu som ansat hos aarhusianske Wasabi Film.

“Det er vigtigt for mig at skabe en grundlæggende organisatorisk tryghed. Jeg bruger meget energi på at skabe et trygt og holdbart rum for mit hold.”

Christian begrunder det blandt andet med, at han er det, han kalder et “radarbarn”; et skilsmissebarn, der har antennerne ude og hurtigt kan læse stemningen i et rum. Samtidig bliver han meget forstyrret af dårlig stemning. Også kreativt.

“Det er ofte sådan, at hvis man får penge til sin film og har “fået chancen”, så forventer man også, at alle knokler igennem. Men problemet er bare, at ikke alle får lige meget ud af en produktion. Produktionsassistenten er jo lige så vigtig for produktionen som instruktøren, men får slet ikke det samme afkast af filmen. Det har lige så stor omkostning for dem som mennesker, når optagelserne går to eller tre timer over tid. For mig er det vigtigt, at jeg kender navnet på alle, at jeg giver en high five til alle, og jeg ser alle. På en filmproduktion redder vi jo ikke liv. Det er bare for sjov. Nogle gange kan det godt virke som om, at det er med livet som indsats.”

Den store historie i den lille

For Christian Andersen er det at bo uden for hovedstaden en integreret del af hans mål med at skabe film. For det er miljøskildringer.

“Det er så vigtigt, at vi har portrætter af forskellige steder. Jylland er ikke bare Jylland. Der er en kæmpe forskel på at komme fra Lemvig og fra Hirtshals. SYNKEFRI viser også Hirtshals i udvikling. For det var fedt at være ung der. Det er fedt at have et klubhus i bunkeren. Det er fedt at kysse piger i klitterne. Og det er fedt at kunne bade på strandene om sommeren.”

Alle optagelser blev lavet on location i Hirtshals – med undtagelse af klip fra datidige nyhedsudsendelser, der blev genskabt og filmet i Filmby Aarhus’ studie. Christian valgte at optage on location af to årsager: For det første gav det holdet en meget større følelse af sammenhold.

“Hele holdet boede i Hirtshals under optagelserne, og det betød, at der ikke var nogen, der skulle hjem til noget. Der var ikke nogen, der havde en fødselsdag i hovedet eller en anden aftale. Så crew og cast var bare tæt sammen, fik sin aftenøl sammen og spiste mad sammen hver aften. Det har en betydning for trygheden, og så sparer du simpelthen tid, fordi du bryder hierarkierne, og alle tør tale til alle.”

For det andet var det virkelig vigtigt for Christian, at holdet kunne mærke sandet og vinden og lære Hirtshals at kende rigtigt for at fortælle den store historie i den lille.

“Hirtshals er et lille samfund – et mikrokosmos – som det er vigtigt, at man forstår for at forstå filmen. Det er egentlig en fortælling om sorg. Selvfølgelig er den konkrete sorg helt central i min familie og de andres familier, men det blev også en kollektiv sorg, som byen skulle igennem. Vi ved stadig ikke, hvordan vi skal møde folk i sorg. Vi kan nogle gange gå over på den anden side af gaden frem for faktisk at tage fat i dem, der sørger. Nu kan vi måske kigge på den her film og finde et bud på et sprog for det.”

Tre korte til Christian:

Hvornår besluttede du at skifte retning fra statskundskaben til at blive filmskaber?

“Efter universitetet blev jeg tilbudt et fast job i DR, og min kone, Hanna, blev tilbudt job i Bruxelles. Vi så på hinanden og spurgte: “Skal vi vælge ét af de to job, eller skal vi begge to gå ud over kanten?”. Vi valgte det sidste, og så tog vi afsted med tog fra Danmark til Hong Kong og havde god tid til at tale det hele igennem. Da vi kom hjem fra vores rejse i starten af 2017, startede vi Swulli Film, gik til Aarhus Filmværksted og fik hjælp til at lave en spillefilm med et lavt budget. Det lykkedes os at få den ud i 20 biografer selv, og den er stadig tilgængelig på streaming. Det var den, der gav os en lille stemme i denne branche, så vi begyndte at få filmjobs.”

Hvem har bidraget særligt til fortællingen SYNKEFRI?

“Martin Strange-Hansen og jeg har udviklet manuskriptet sammen. Jeg kom med grundidéen, og han er superstærk på strukturer. Så vores samspil var rigtig godt i forhold til at tage alle de karakterer, anekdoter, miljøet og skildringer med og få det pakket ned. Og så er det en kæmpe fordel, at han er lidt ældre end mig og kan huske tiden. Så vi komplementerede hinanden godt på det punkt. Og så er der noget med kemi. Det er sindssygt vigtigt.”

Hvilke projekter har du i støbeskeen for fremtiden?

“Martin og jeg har skrevet på noget, som vi også har fået støtte til fra Den Vestdanske Filmpulje. Det er i sin spæde start, men det går også lidt tilbage til min baggrund i statskundskab. Som i SYNKEFRI er jeg optaget af noget med myndigheder, det politiske og det samfundsmæssige, så nu prøver vi at kigge på minkskandalen. Det handler ikke om at være enig eller uenig i de politiske beslutninger, men at se på betydningen for de mennesker, der har mistet deres livsgrundlag.”