- 27 september, 2019
‘Min lille hund Mester’ klar til Ramasjang
Del på
En ny serie ‘Min lille hund Mester’ får premiere på dette års børnefilmfestival Buster og på Ramasjang lørdag den 28. september. Serien består af ti små film og er baseret på Thomas Windings bøger af samme navn. Den Vestdanske Filmpulje har støttet projektet, mens aarhusianske Ja Film har co-produceret.
Oplev Thomas Windings vidunderlige univers på Ramasjang
Manuskriptet til serien er skrevet af Thomas Windings barnebarn Oliver Winding, og serien af små film er instrueret af Thomas Windings mangeårige samarbejdspartner Maria Mac Dalland. En veloplagt Søren Vinterberg har lagt stemme til.
Instruktør Maria Mac Dalland fortæller:
“Den kendte og elskede – nu afdøde – danske forfatter Thomas Winding havde engang hørt, at hvis man ville lære sig selv at kende, skulle man anskaffe sig en hund. Kort efter flyttede hunden Mester ind hos ham. Den udviklede sig til at blive en slags samtalepartner for Thomas, og blev således råmaterialet til hans vidunderlige historier om Min lille hund Mester, som Oliver og jeg nu har givet endnu en indgang til at møde.”
‘Min lille hund Mester’ får premiere under børnefilmfestivalen Buster den 28. september kl. 12.30 i Cinemateket. Samme dag får de fem første afsnit ligeledes premiere på DR.dk/Ramasjang. De næste fem kommer derefter, og serien kan opleves på flow-tv fra den 30. september. Idéen bag serien er at give Thomas Winding videre til nutidens børn og deres forældre, som måske ikke er vokset op med “stemmen” fra datidens flow-tv.
Aarhus-selskab står bag animationen
Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er Ja Film co-producent og har stået for storyboard og animation til serien.
Anders Berthelsen, producer ved Ja Film, fortæller om samarbejdet:
Det har været en sand fornøjelse at arbejde på ‘Min lille hund Mester’. Det er nogle skønne film med en dejlig musikalsk lydside, som har flydt ud i studiet under produktionen. Og så har samarbejdet med instruktør Maria Mac Dalland og Toolbox fungeret rigtig godt.
Aarhus-producenten har udover storyboarding og animation også hjulpet med koordinering og produktionsstyring. Da instruktøren sad i København, foregik det meste af koordineringen online. På den måde kunne instruktøren give løbende feedback uden at rejse frem og tilbage.
Om serien
Thomas elsker fred og ro. Men en dag står der en lille hund foran hans dør, som har tænkt sig at flytte ind hos ham. Den hedder Mester, og inden længe har den vendt op og ned på Thomas’ fredelige liv. Mester har det med at bestemme alting, kræve frikadeller, plads i sofaen og – ikke mindst – at stille spørgsmålstegn ved alt, hvad Thomas gør. Men den elsker også, når Thomas fortæller en god historie. Når de er sammen, kan Mester tale, og Thomas bliver rigtig glad for sin lille særlige ven og samtalepartner, for selvom den er meget fræk, er den også meget sød – og helt sin egen.
Serien er bygget over Thomas Windings bøger om hunden Mester.
Fakta
‘Min lille hund Mester’ er produceret af Toolbox Film i co-produktion med Ja Film og A. Film. Serien er støttet af Det Danske Filminstitut, DR Ramasjang, Creative Europe-ordningen samt Den Vestdanske Filmpulje. Maria Mac Dalland har instrueret, mens manuskriptet er skrevet af Oliver Winding.