- 2 maj, 2023
LYSET: Ny dokumentar om kunstskandalen “Fredsskulptur 1995” får premiere på DR
Del på
“Fredsskulptur 1995” skulle være Danmarks største kunstværk, der markerede 50 året for Danmarks befrielse – en laserlyslinie der gik 532 km. fra Skagen langs Vestkysten og over den tyske grænse til øen Sild – men værket endte som Danmarks største kunstskandale, der trak overskrifter over hele verden. Dokumentaren LYSET er historien om kunstværket – en fortælling om kunst, historie, magt og køn. Filmen får premiere på Danmarks befrielsesaften den 4. maj på DRTV og DR2.
“Når to åndeligt smalsporede kvinder, som Jytte Hilden og Elle-Mie Hansen er så vilde med laserlys langs vestkysten, tænker jeg stærkt på, hvor mange af de millioner showet koster, der havner i kunstnerens lomme.”
“Folk kunne intet se. Man kunne lige så godt have smidt de mange penge i vandet.”
Det er bare nogle af de mange overskrifter, som pressen bød på tilbage i 1995, hvor kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansen endte i en af Danmarkshistoriens største shitstorms med sit værk “Fredsskulptur 1995”.
Elle-Mie Ejdrup Hansens kunstværk skulle være Danmarks største og bestå af en laserlyslinie, som skulle gå hele vejen ned langs den jyske vestkyst. Værket skulle opføres den 4. maj 1995 for at fejre 50 års dagen for Danmarks befrielse. Den 4. maj-fejringen havde indtil da stået som en hyldest til de nu aldrende mænd og kvinder fra modstandskampen under 2. Verdenskrig. Elle-Mie Ejdrup Hansen ville med sit lysværk fejre, at der nu i 50 år havde været fred, men snart var tidligere modstandsfolk, toppolitikere og pressen klar til en nådesløs krig om, hvem der ejer retten til at fejre 50 året for Danmarks befrielse.
Værket trak overskrifter over hele verden, kunsteren Elle-Mie Ejdrup Hansen modtog dødstrusler og blev sendt i kulden i to årtier, den daværende statsminister gik under jorden og det hele endte i en folketingsafstemning.
Med bag kunstværket
Alexander Linds nye dokumentar, LYSET, tager os tilbage i tiden for at finde ud af, hvad der skete dengang i 1995. Hvor stor en rolle spillede det, at det var en kvindelig kunstner og en kvindelig kulturminister? Hvorfor var kunstværket så farligt, at landets statsminister gik i flyverskjul og kunstneren Elle-Mie Ejdrup Hansens karriere var ødelagt i to årtier efter?
I LYSET giver nøglepersoner omkring projektet som blandt andet tidligere kulturminister Jytte Hilden og Michael Thouber for første gang deres udlægninger af, hvad der skete. Vi følger hovedpersonen, Elle-Mie Ejdrup Hansen, fra hun kommer op med idéen til værket i 1990 til fremførelsen på 50 årsdagen for befrielsen 4. maj i 1995.
Med unik adgang til projektets videomateriale, der aldrig før er vist, viser filmen kunstnerens arbejde med at skabe værket og giver et gysende blik ind i 1990’ernes debatklima. Filmen er ikke alene arkivfilm, den bringer også nye værker i spil, der på kreativ og rørende vis tilbyder nutidige fortolkninger af det store drama. Filmen sætter nyt lys på, hvilke historier der er plads til, og udfordrer dermed, hvem der står med retten til at fortælle om Danmark under 2. Verdenskrig.
LYSET er instrueret af Alexander Lind og produceret af aarhusianske GotFat Productions. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er der blandt andet optaget vigtige scener i Filmby Aarhus’ studie med et lokalt filmhold. Filmen er desuden blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR.
LYSET får premiere på Danmarks befrielsesaften den 4. maj på DRTV og DR2. Filmen vises desuden hele vejen langs den jyske vestkyst til open-air visninger fra den 30. april til den 12. maj. Se listen over vestkyst-tour her.