- 6 december, 2013
Licensmidler til Den Vestdanske Filmpulje
Del på
17 millioner kroner reserveres til tv-produktioner i samarbejde med blandt andet Den Vestdanske Filmpulje.
Det blev konklusionen på en ny aftale mellem partierne bag Medieaftalen 2012-14. Pengene er den del af de overskydende licensmidler på 60 millioner kroner fra 2012.
”Jeg glæder mig over den anerkendelse af vestdanske film- og tv-produktioner, som denne støtte er et udtryk for. Det dejligt, at der nu tegner sig et styrket fokus på kulturproduktion uden for hovedstadsområdet. Forude venter forhandlingerne om de regionale filmstøttemidler, og der forventer jeg at de gode takter fortsættes,” siger formand for Den Vestdanske Filmpulje og rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Marc Perera Christensen.
De 17,0 millioner kroner tildeles Public ServicePuljen. Der er tale om et engangsbeløb, der er øremærket til tv-produktioner, der laves i samarbejde med tv-foretagender og Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn samt Københavns Filmfond for så vidt angår produktioner uden for Storkøbenhavn.
”Det er en kærkommen julegave til hele filmmiljøet i Vestdanmark. Det er et skulderklap til det jyske produktionsmiljø, der står bag succeser som TV-serierne Tvillinger og Julemanden, Dicte og spillefilmen Sorg og Glæde. De nye midler skal bruges til skabe nye arbejdspladser og store oplevelser til film og tv-seere i hele Danmark,” siger leder af Filmby Aarhus Carsten Holst.
En undersøgelse foretaget af Manto A/S har vist, at Den Vestdanske Filmpulje formår at skabe omsætning og arbejdspladser for næsten fire kroner, for hver krone filmpuljen giver i tilskud.