- 17 februar, 2022
Kulturbidraget er en god idé: Den Vestdanske Filmpulje oplever stigende behov for midler til produktion af serier
Del på
Det nye medieforlig er på dagsordenen hos den danske film-, tv- og mediebranche og regeringen er kommet med et udspil, hvor af ét af forslagene er at indføre et kulturbidrag for de store internationale streamingtjenester.
Kulturbidraget fra streamingtjenesterne på 5%, som regeringen har meldt ud som en del af medieudspillet, resonerer godt hos Den Vestdanske Filmpulje, der samtidig foreslår at allokere en del af de ekstra ressourcer til støtte og udvikling af danske serieproduktioner fra Vestdanmark.
Helt konkret har Den Vestdanske Filmpulje sammen med FilmFyn foreslået at øremærke i alt 30 mio. kroner årligt, 15 mio. til hver filmfond, af kulturbidraget til netop dette – og der er behov for den ekstra støtte til regionale fortællinger. Den Vestdanske Filmpulje har netop modtaget ansøgninger til årets første ansøgningsrunde, hvor i alt 21 ansøgninger var målrettet udviklings- og produktionsstøtte til seriel fiktion, hvilket udgør lige knap 40% af det samlede antal ansøgninger, og det er et udtryk for stor interesse i at skabe serier blandt de danske producenter. Den Vestdanske Filmpulje har i dag mindre end 6 mio. kroner årligt til støtte af serier, svarende til knap 15% af de samlede støttemidler.
De store streamingtjenester bevæger sig hastigt ind på det danske marked, og det skaber både muligheder og udfordringer for finansiering, tilgængeligheden og udbredelsen af det danske indhold. Med de ekstra midler vil Filmpuljen kunne støtte flere serier, og dermed fremme mulighederne for regionale og lokale serieproduktioner – både ved at øge antallet af regionale fortællinger på skærmen og støtte op om de spirende seriemiljøer i Jylland.
Bred repræsentation er vigtigt for at skabe en stærk talentudvikling og stærke produktionsmiljøer rundt om i landet. Unge animatorer og producere fra Viborg, der lige nu kan spejle sig i “Flugt”-succesen, er afgørende for det regionale animationsmiljø, og på samme måde skal serietalenter kunne finde ligesindede omkring sig, som de kan samarbejde med og spejle sig i – og det kan midlerne fra kulturbidraget være med til at sikre.