Skip to content

Jysk talent holder verdenspremiere under Berlinalen

Kasper Rune Larsen, der står bag succesfilmen Danmark, er nu klar med et nyt projekt, som får verdenspremiere under Berlinalen 2019. Serien, der har fået titlen ‘Hotel Paradis’, er produceret af Henrik Underbjerg fra STRAY DOG og har et stærkt jysk produktionshold bag sig.

‘Hotel Paradis’ er en ny serie af stortalentet fra den lokale filmuddannelse Super8, Kasper Rune Larsen, der også står bag den prisvindende film Danmark. Det er netop offentliggjort, at ‘Hotel Paradis’ får verdenspremiere 12. februar under The Berlin International Film Festival 2019 – også kendt som Berlinalen – én af verdens største filmfestivaler.

Stærkt jysk aftryk

Handlingen i ‘Hotel Paradis’ udspiller sig på en unavngivet jysk ø, og serien har en lang række lokale talenter på produktionsholdet. Manuskriptet er skrevet af Rasmus Frøkjær Justesen og Kasper Rune Larsen, André Hansen er fotograf, musikken er skrevet af Simon Reinke Oxholm, og Rune Thuelund og Troels Fløe Kristensen står for lyddesignet.

Kasper Rune Larsen er uddannet fra Super8 i 2016 og fik sit gennembrud med afgangsfilmen Danmark, som blev til i samarbejde med Den Vestdanske Filmpulje og Aarhus Filmværksted. Han fortæller:

”Jeg er meget stolt over for andet år i træk at have et filmprojekt med på verdens største publikumsfestival. Begge projekter er løftet af Den Vestdanske Filmpulje og det lokale filmmiljø i og omkring Aarhus. Min filmkarriere startede i Aarhus, og mine kommende film tager sit udspring i Aarhus og omegn. Derfor har en regional filmpulje uvurderlig betydning for en instruktør som mig, der ønsker at skabe fortællinger, der er forankret i min jyske baggrund, og i det hele taget hvis vi ønsker at se flere film, der foregår udenfor København.”

Seriens handling

‘Hotel Paradis’ handler om Asger, en tidligere succesfuld kunstner, som har ødslet sin succes og sine penge væk på druk og stoffer. Asger har aldrig kendt sin far, men opdager nu, at faren er død og har efterladt ham et forsømt badehotel på en ø. Asger ænser en mulighed for at lave nogle hurtige penge. Det kan være den chance, som han desperat mangler.

Da han ankommer på øen, møder Asger sine to halvbrødre og den selverklærede kunstner, Bodil, spillet af Bodil Jørgensen. Mødet skal klares hurtigt, men advokaten er ikke til stede, og testamentet er forsvundet. Her starter en række begivenheder, der skal vise sig at vende op og ned på Asgers liv.

‘Hotel Paradis’ er kurateret til programmet DRAMA SERIES DAYS under Berlinalen. Den bliver vist i Zoo Palast i Berlin 12. februar. Den danske premiere på ‘Hotel Paradis’ er endnu ikke fastlagt.

Serien er blevet til med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og New Danish Screen DFI.

Producenten Henrik Underbjerg fra STRAY DOG og Kasper Rune Larsen er allerede nu i gang med forberedelserne til et nyt fælles projekt; en spillefilm, som bliver optaget i Aarhus.

Fakta

Cast
Jonas Lindegaard Jacobsen
Bodil Jørgensen
Jesper Ole Feit Andersen
Alexander Leo Christiansen
Frederikke Dahl Hansen

Instruktør
Kasper Rune Larsen

Producent
Henrik Underbjerg

Manus
Rasmus Frøkjær Justesen
Kasper Rune Larsen

Fotograf
André Hansen

Klipper
Martin Nygaard Friis Hanse

Komponist
Simon Reinke Oxholm

Lyddesign
Rune Thuelund
Troels Fløe Kristensen

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.