Skip to content

Instruktørdebutant bag eksplosivt familiedrama

Spillefilmsdebutanten Christian Bengtson både skriver og instruerer spillefilmen KRYSANTEMUM, der har Morten Hee Andersen, Henrik Birch og Karen-Lise Mynster i hovedrollerne og optages i Thisted i Nordjylland med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje.

Fra venstre: Daniel Mühlendorph, Morten Hee Andersen, Henrik Birch, Karen-Lise Mynster og Christian Bengtson.

I dag starter optagelserne til den spillefilmsdebuterende instruktør og manusforfatter, Christian Bengtsons, spillefilm – og når instruktøren er på optagelser i Thy de næste uger, er det med en hjemlig følelse. Det nordjyske familiedrama, KRYSANTEMUM, er nemlig skabt med hans kærlighed til og forankring i sin hjemstavn. Det er blandt andet støtten fra Den Vestdanske Filmpulje, der muliggør, at filmen kan optages on location i Thisted Kommune.

Christian Bengtson fortæller:

“Jeg har fået nogle fortællinger og landskaber ind med modermælken, der har rødder i det jyske. Den Vestdanske Filmpulje muliggør, at de kommer frem på biograflærredet og på tv-skærmene. Det er jeg enormt rørt og beæret over. For det er fortællinger og landskaber, der er større end mig. De har vigtighed. Kulturelt, politisk og menneskeligt”.

Talentfuldt hold bag familiedramaet
Christian Bengtson, der er uddannet fra manuskriptlinjen på Den Danske Filmskole i 2019, er et spirende instruktørtalent med flere Robert-nomineringer bag sig – bl.a. for kortfilmene SHIVA, KALDET og DRAGET, som han selv har skrevet og instrueret. Derudover har han været hovedforfatter på tre radiodramaserie på DR samt DR3-serien NOGET OM EMMA, der også var nomineret til en Robert.

KRYSANTEMUM produceres af Hyæne Film ved Daniel Mühlendorph, der ser støtten fra Den Vestdanske Filmpulje som en afgørende faktor for, at filmen kan få de rammer, den er tiltænkt:  

Støtten fra Den Vestdanske Filmpulje har været udslagsgivende for vores muligheder for at kunne tage til Christians hjemstavn og optage filmen i de rammer, den er tiltænkt. Det er altafgørende for balancen i danske film, at vi får flere fortællinger fra alle egne af landet, især de jyske. 

Daniel Mühlendorph har de seneste år med stor succes produceret flere andre debutfilm inkl. Ulaa Salims DANMARKS SØNNER, kunstnerkollektivet Gigis’ BLOKHAVN, flere prisbelønnede kortfilm inkl. MAJA og UDEN AT BLINKE samt Lisa Jespersens kommende humoristiske drama HVOR KRAGERNE VENDER. 

Stærkt cast i de bærende roller
Hyæne Film har samlet et stærkt cast i de centrale hovedroller. Som sønnen Anders ses Morten Hee Andersen, der tidligere bl.a. har spillet hovedroller i dramaserier på DR1 – først som Lars Mikkelsens præstesøn August i HERRENS VEJE (2017) og derefter som den frygtindgydende psykopat Mike i FRED TIL LANDS (2019). Faren, Thomas, spilles af Henrik Birch, der netop har været aktuel i Tobias Lindholms dramaserie EFTERFORSKNINGEN på TV 2. I rollen som Anders’ mor og Thomas’ ekskone ses Karen-Lise Mynster, der har et utal af store film-tv- og teaterroller. Hendes seneste to roller som hhv. justitsminister i DR1s dramaserie NÅR STØVET HAR LAGT SIG (2020) og Jesper Christensens hustru i Søren Kragh Jacobsens LILLE SOMMERFUGL (2020), udløste begge Robert-nomineringer. 

KRYSANTEMUM forventes at have biografpremiere over hele landet i 2022. 

Handlingen
KRYSANTEMUM er et familiedrama om den unge mand Anders, der driver ulovligt salg af fyrværkeri i sin fritid. Han har ikke talt med sin far Thomas i årevis på grund af en familietragedie, der rev dem fra hinanden, men nu er de tvunget til en genforening, hvis fødegården skal reddes. Filmen er en nervepirrende og bevægende fortælling om en familie, som igennem ulovlig transport og salg af livsfarligt fyrværkeri omsider får mulighed for at finde ud af mørket og måske finde tilgivelse… men tør de gribe chancen og nå det i tide? 

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.