Skip to content

HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE starter optagelser i Jylland

I dag er det endelig offentligt, at Regner Grasten Film i co-produktion med aarhusianske GotFat Productions går i optagelse med en opfølger til biografsuccesen HVIDSTENGRUPPEN. De to regionale filmfonde, Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn, er sammen om at understøtte, at filmen kan realiseres i Jylland og på Fyn. 

F.v. Marie Bach Hansne, Selma Sophia Høst, Laura Winther Møller, Bodil Jørgensen og Alfrida Uhrenfeldt. Foto: Peter Sørensen/GotFat.

HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE, som instrueres af Anne-Grethe Bjarup Riis, har netop startet optagelser, som blandt andet foregår i Randers og Aarhus  

“Det er ikke første gang, at vi i de to regionale fonde står sammen om at støtte store højbudget produktioner som denne. Vi har en fælles vision om at fremme fortællinger fra hele landet, og vi ser frem til i fællesskab at støtte HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE. Filmen er en stor danmarkshistorisk fortælling, som nu kan optages på autentiske locations i Jylland”udtaler Steen Risom, chef for Den Vestdanske Filmpulje, og Klaus Hansen, direktør for FilmFyn.

En episk storfilm
HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE er en opfølger til HVIDSTENGRUPPEN, der havde premiere i 2012, solgte 765.000 biografbilletter og blev én af de største danske filmsucceser i nyere tid. HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE er en episk storfilm, et voldsomt og gribende drama, der på helt tæt hold skildrer, hvad der videre skete med de kvinder i Fiil-familien, som ikke blev henrettet for at deltage i den danske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig. Kvinderne blev ladt tilbage med et ubærligt tab og en fremtid med spørgsmålet i hjertet: Var det det værd?  For hvornår slutter en krig?  

Handlingen
HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE følger Tulle Fiil og hendes søster Gerda Fiil, der dømmes til rædslerne i tysk fængsel. Deres far, bror og Tulles mand er henrettet. Tulle må efterlade sit barn Gulle på to år hos Tulles mor Gudrun. Hjemme på kroen i Hvidsten kæmper Gudrun, for at få sine døtre hjem inden nazisternes totale udslettelse af alle fanger som hævn for nederlaget. 

HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE er en rystende og gribende fortælling om en families dødstab og totale splittelse, og om den tro og det håb, der på mirakuløs vis giver styrke til overlevelse, så de efterladte i familien kan samles igen. En hjerteskærende og sandfærdig skildring af det stærkeste familiesammenhold og den kærlighed, som holder deres livsmod oppe. 

Stærke kvinder i front
De tre store kvindelige hovedroller spilles igen af Marie Bach Hansen, som Tulle, Laura Winther Møller som Gerda og Bodil Jørgensen som Gudrun. 

Anne-Grethe Bjarup Riis, der instruerede HVIDSTENGRUPPEN, instruerer. Torval Lervad, der skrev HVIDSTENGRUPPEN, skriver manuskriptet. HVIDSTENGRUPPEN II – DE EFTERLADTE er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, FilmFyn, Randers Kommune, Aabenraa Kommune og The National Film Center i Letland  

Filmen har forventet biografpremiere 1. juledag i år.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.