- 18 september, 2019
Følelsesdrama: ’Kollision’ trailer viser en tårevædet Nikolaj Lie Kaas
Del på
Avaz-brødrene, der står bag den anmelderroste ’Mens vi lever’, er snart klar med deres længeventede toer – ’Kollision’. Hovedtraileren er blevet offentliggjort til det nye danske drama, som får landsdækkende biografpremiere den 31. oktober 2019.
’Kollision’ udforsker de svære valg, som forældre må træffe i forsøget på at finde mening og håb, når alt ramler sammen.
I traileren møder publikum en familie i opløsning. Familiefaren Leo (Nikolaj Lie Kaas) leder en stor virksomhed, har to børn og er gift med Olivia (Cecilie Stenspil). Hans liv falder dog voldsomt fra hinanden, da en tragedie indtræffer. En svær og barsk skilsmissesag sætter hele familien på prøve – og går særligt ud over parrets lille datter Liv. ’Kollision’ følger forældreparrets krise og faderens kamp for at få sin familie tilbage.
I filmens øvrige roller ses et stjernespækket cast bestående af bl.a. Tommy Kenter, Henning Jensen, Bodil Jørgensen, Nicolas Bro, Rasmus Bjerg, Sebastian Jessen, Julie Christiansen og mange flere.
Brødrene Avaz spillefilmsdebuterede med det anmelderroste melodrama ’Mens vi lever’ i 2017, der overraskede dansk film med mere end 100.000 solgte biografbilletter. De tre selvlærte filmbrødre har hver især en helt central rolle, når de skaber film. Mehdi er instruktøren, Milad er manuskriptforfatteren og Misam produceren. Brødrene ejer desuden produktionsselskabet Rocket Road Pictures, som også stod bag ’Mens vi lever’.
’Kollision’ har premiere i Biografklub Danmark den 31. oktober 2019.
Fakta
‘Kollision’ er produceret af Rocket Road Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut under Markedsordningen og er co-finansieret af TV 2. Filmen er optaget i Aarhus og Frederikshavn med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje. Filmen distribueres i Danmark af Nordisk Film Distribution.