Skip to content

FLUGT er Danmarks Oscar-bud

I går blev det afgjort, at den animerede dokumentarfilm FLUGT skal repræsentere Danmark i Oscar-kapløbet om en nominering i kategorien for bedste internationale film. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er en del af filmen skabt i Viborg.

FLUGT er en bevægende og nyskabende fortælling om en flygtning og hans skæbne. Filmen handler om den 36-årige “Amin”, der ankom til Danmark som et uledsaget flygtningebarn for over 20 år siden. Han er homoseksuel og skal giftes med sin partner, men hemmeligheder truer med at ødelægge det liv, han har skabt for sig selv. I filmen fortæller “Amin” for første gang om sin farefulde flugt fra Afghanistan til Danmark i en række interviews med sin gode ven, filmens instruktør, Jonas Poher Rasmussen.

Den animerede dokumentarfilm giver indblik i en højaktuel historie, og modtagelsen af FLUGT har været overvældende siden premieren på Sundance Filmfestival i starten af 2021. Filmen har høstet et væld af prestigefyldte priser blandt andet hovedprisen ved Annecy Animationsfestival og den internationale jurypris på Sundance Filmfestival. Udover at være med i kapløbet om en Oscar-nominering er FLUGT nomineret som en af de fem nordiske kandidater til den årlige Nordisk Råds Filmpris, hvor vinderen annonceres den 2. november.

Det var ANIDOX – en kreativ workshop og udviklingsplatform under The Animation Workshop i Viborg – der var startskuddet på tilblivelsen af den animerede dokumentar for mere end syv år siden, og en række lokale kræfter har arbejdet på både animation og storyboard til filmen.

Filmen er produceret af Monica Hellström, Signe Byrge Sørensen og Charlotte de la Gournerie for Final Cut for Real i samarbejde med animationsstudiet Sun Creature og i co-produktion med franske Vivement Lundi, norske Mer Film og svenske Mostfilms.

FLUGT er støttet af blandt andre Det Danske Filminstitut, Det Svenske Filminstitut, Det Norske Filminstitut, Copenhagen Film Fund, Nordisk Film og TV Fond, DR, The Animation Workshop og Den Vestdanske Filmpulje.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.