Skip to content

Fire kortfilmsprojekter får produktionsstøtte som en del af Kortfilm Call 2024

Efter et rekordhøjt ansøgerfelt til dette års kortfilm call har Den Vestdanske Filmpulje og Aarhus Filmværksted besluttet at give fire hold støtte til at producere deres kortfilm. Formålet er støtte op om det øverste talentlag indenfor film- og tv-branchen i Vestdanmark og give de udvalgte hold mulighed for at afprøve nye samarbejder og kortfilmsideer.

Vores årlige kortfilm call blev skudt i gang i starten af året med henblik på at støtte op om det øverste talentlag indenfor film- og tv-branchen i Vestdanmark.

Vi modtog et rekordhøjt antal ansøgninger fra projekter med et stærkt regionalt afsæt og i alt elleve projekter blev udvalgt til at gennemgå et udviklingsforløb, hvor holdene fik sparring på blandt andet manuskript og produktionelle beslutninger.

Nu har Den Vestdanske Filmpulje og Aarhus Filmværksted valgt at give fire af de elleve hold produktionsstøtte til at realisere deres kortfilmsprojekt. Holdene får også mulighed for at benytte professionelt optageudstyr samt klippefaciliteter, grading- og lydudstyr hos Aarhus Filmværksted og udstyrsudlejeren Minitech.

Læs mere om de fire projekter herunder. Projekternes titler er arbejdstitler om kan ændre sig undervejs.

BAG LUKKEDE DØRE

Instruktør og manuskript: Theis Holmstrup og Jes Bach
Producer: Sara Bomholt og Jonathan Langelund
Produktionsselskab: Styrvolt

Neel er mor og elsker sin dreng Bertil. Men da Bertil bliver 13 år, sker der noget, som hun ikke længere kan kontrollere. Hun ser sin skønne dreng udvikle sig til et pubertært monster, som hun ikke kan genkende, og Neel må nu gøre op med sig selv om kærligheden til hendes barn virkelig er grænseløs.

FRYGTEN FOR TRISTHED

Instruktør og manuskript: Alexander Rahnami Mannstaedt og Adrian Ejsing
Producer: Puk Lodahl Eisenhardt og Alexander Frank
Produktionsselskab: GotFat Productions

I en nær fremtid er Danmark røget endnu længere ned på listen over verdens lykkeligste lande. Særligt mænd trækker landsgennemsnit ned, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere triste følelser. Derfor har regeringen gjort triste følelser ulovlige i det offentlige rum. ‘Lykkecenteret’ bliver oprettet på en lille ø, hvor alle de triste bliver sendt til genoptræning. Filmen følger David, en ambitiøs reklamemand, der besøger øen for at researche til en ny kampagnefilm for den danske regering.

FRYGTEN FOR TRISTHED er en absurd komedie, der ønsker at sætte fokus på mænds mentale helbred.

MACHETE

Instruktør: Milan Ganesan
Manuskript: Christian Rom Petersen
Producer: David Lukunku og Jonathan Langelund

MACHETE handler om 18-årige Abdi, der skal aflevere en machete, som en del af sin sidste opgave i den kriminelle underverden. Efter planen skal det ske, når han har været ude og deale med sin partner in crime, Malik. Men det begynder at gå galt, da Malik får overtalt Abdi til at tage sin uskyldige fætter med på turen.

I MACHETE vil holdet bag udforske nogle af de mennesker og skæbner, der bevæger sig i det Aarhusianske bandemiljø. Igennem en fortælling om ansvar ønsker de at skabe indblik i de mennesker, som gemmer sig bag de hurtige overskrifter, og hvor nemt det er at blive trukket ind i kriminaliteten.

THE ONE THAT GOT AWAY

Instruktør: Joey Moe
Manuskript: Julie Lundorff og Joey Moe
Producer: Zenia Jeanine
Executive producer: Tine Mikkelsen
Produktionsselskab: Kelope Entertainment

Da Lennart modtager domfældelse i retten for en forbrydelse hans bror har begået, beslutter han sig for at stikke af. Under flugten bliver han påkørt af den kvinde, han altid har været forelsket i, Ingeborg. Uvidende om at Lennart er på flugt, giver hun ham et lift. På deres færd får de løbende forløst fortidens problemer, hvilket viser sig at være det, de hver især har brug for for ikke at flygte fra sig selv og ikke mindst hinanden.

Stort tillykke til de fire hold!

Hvis alt går efter planen, får de fire kortfilm premiere i starten af næste år.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.