- 5 oktober, 2021
Den Vestdanske Filmpulje støtter spillefilm om Flemming Bamse Jørgensen
Del på
I dag starter optagelserne til Henrik Ruben Genz’ feelgood-drama om den aarhusianske musiklegende Bamse. Anders W. Berthelsen har titelrollen og i de øvrige centrale roller ses bl.a. Johanne Louise Schmidt, Lars Ranthe, Henrik Birch, Charlotte Bøving, Johannes Nymark, Signe Egholm Olsen og Brian Lykke.
Så er det officielt. Aarhusianske Flemming Bamse Jørgensen, ét af Danmarks store musikkoryfæer, får nu sin helt egen spillefilm med titlen BAMSE. Filmen bliver instrueret af Henrik Ruben Genz og er skrevet af Bo Hr. Hansen og Henrik Ruben Genz, og optagelserne starter i Aarhus i dag. I titelrollen som Bamse og hans kone Käte ses Anders W. Berthelsen og Johanne Louise Schmidt. Filmen forventes at få dansk biografpremiere 12. januar 2023.
Flemming Bamse Jørgensen står i dag som et af de største danske musiknavne nogensinde. Han blev 63 år gammel og var en del af den danske musikscene i over 35 år. Han var bedst kendt som forsanger i Bamses Venner og vandt Det Danske Melodi Grand Prix i 1980 med nummeret ”Tænker altid på dig”. Han har solgt over 3,5 mio. albums og døde i 2011, hvor han efterlod sig hustruen Käte og børnene Tine og Theis.
Lokal co-producent med ombord
BAMSE produceres af Nimbus Film i co-produktion med aarhusianske Ja Film og Uppercut Media. Filmens producer Bo Ehrhardt udtaler:
“Fortællingen om Bamse er jo en 100% Aarhus-historie, og derfor skal filmen naturligvis også optages i Aarhus. Og det kan kun lade sig gøre pga. den store økonomiske opbakning og velvilje, vi har fået fra Den Vestdanske Filmpulje kombineret med al den lokale knowhow og det netværk, som vores gode samarbejdspartner Ja Film leverer. Vi har mange lokale filmfolk på holdet, og vi oplever stort engagement omkring projektet, når vi kommer rundt i byen til de mange locations, vi bruger. Nu glæder vi os bare til at komme i gang.”
Ja Film står bl.a. bag post- og effektarbejdet på filmen, der involverer en lang række visuelle effekter, der hjælper filmen med at springe mellem forskellige tidsperioder. Samtidig har produktionsselskabet fungeret som sparringspartner og base under dele af forproduktionen og lægger desuden lokaler til nogle af de historiske optagelser fra 70’erne op til 90’erne.
Lise Uldbjerg Jørgensen, producer hos Ja Film, fortæller:
Som co-producent på filmen om Bamse får vi mulighed for at udvikle studiet yderligere i retning af et produktionsselskab, der mestrer og producerer live-action spillefilm. Vi har mulighed for at lære nye, erfarne, producenter at kende, tilegne os ny viden inden for live-action produktion og ikke mindst udvide vores netværk her i regionen. Og så er vi super glade for at kunne bidrage til en film, som vi er overbeviste om, vil ramme sit publikum – og Aarhus – lige i hjertet.
Historien i BAMSE
BAMSE er historien om den folkekære danske musiker, der har givet os klassikere som ”Vimmersvej”, ”Hvorfor går Louise til bal” og ”I en lille båd der gynger”. Bag det store smil og smækbukserne gemmer der sig imidlertid en stærk og rørende fortælling om en søns livslange stræben efter sin fars anerkendelse og kærlighed. Flemming Bamse Jørgensen har oprindeligt 11 søskende, men bliver som spæd bortadopteret til et direktørægtepar, der ikke kan få børn. Faren ønsker, at Flemming skal overtage familiens fabrik, men til hans utilfredshed bliver Flemming frontmand i Bamses Venner. Succesen er enorm, men Flemming får ikke sin fars anerkendelse og føler sig stadig mere splittet mellem at være Flemming og Bamse. BAMSE er et varmt og menneskeligt feel-good-drama, der med Bamses største hits som lydtæppe fortæller hans rørende livshistorie.
Anders W. Bethelsen i sit livs rolle
Det er lykkedes Nimbus Film at få Anders W. Berthelsen ombord i titelrollen som Flemming Bamse Jørgensen. Han har været én af landets mest populære og succesfulde filmskuespillere gennem de seneste 25 år, hvor nogle af højdepunkterne er gennembrudsrollen i Søren Kragh Jacobsens MIFUNES SIDSTE SANG, megasuccesen ITALIENSK FOR BEGYNDERE, thrilleren KONGEKABALE samt store DR1-succeser som TAXA, KRØNIKEN og FORBRYDELSEN.
Det er langt fra første gang at Den Vestdanske Filmpulje har glæde af Anders W. Berthelsen i området – han har tidligere medvirket i KARTELLET, TV 2-serien DNA og SER DU MÅNEN, DANIEL, som alle er støttet af Filmpuljen. Han har netop afsluttet optagelserne til sin egen instruktørdebut, komedien LYKKELIGE OMSTÆNDIGHEDER.
Med rollen som Bamse står Anders W. Berthelsen foran sit livs rolle. Foruden den fysiske transformation til rollen, skal han selv synge alle sangene i filmen. Han udtaler:
“Som så mange andre er jeg vokset op med Flemming Bamse Jørgensens musik og stemme. Men hans livshistorie kendte jeg ikke før, og her blev jeg virkelig ramt. Hans kamp for at få lov til at være her og høre til, er meget rørende, og vedkommende. Og jeg er meget beæret over at få lov til at fortælle hans historie og går til det med den dybeste respekt.”
Anders W. Berthelsen får stærkt med- og modspil af Johanne Louise Schmidt i den kvindelige hovedrolle som hans stærke og loyale hustru Käte. Hun er i den brede befolkning mest kendt for sin præstation som sekretæren Rose i de populære Afdeling Q-film og har også gjort sig bemærket med en lang række stærke præstationer på Det Kongelige Teater. Senest har hun medvirket i DNA, den svenske miniserie SNEENGLE og den kommende fjerde sæson af BORGEN på Netflix.
I øvrige centrale roller ses bl.a. Henrik Birch som Flemmings far, Charlotte Bøving som moren, Lars Ranthe som manageren John Madsen, Signe Egholm Olsen som søsteren Jonna og Brian Lykke som vennen og bandkollegaen Jes.
Stærkt hold bag filmen
Efter 1. verdenskrigs-filmen ERNA I KRIG med Trine Dyrholm er instruktøren Henrik Ruben Genz tilbage i Aarhus-området med fortællingen om Bamse. Med film som FRYTGTELIG LYKKELIG og GUD TALER UD samt DR-serierne KRØNIKEN, FORBRYDELSEN og BORGEN 3 på cv’et er det første gang, at Genz nu kaster sig ud i en biopic – endda om en af de mest ikoniske danskere i det 20. århundrede.
Det er Genz og hans gamle samarbejdspartner manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen, som har skrevet manuskriptet til BAMSE. Bo Hr. Hansen er én af landets mest eftertragtede manuskriptforfattere og har senere år skrevet manuskripter til bl.a. DU FORSVINDER, VILDHEKS, JOURNAL 64, HARPIKS og Genz’ GUD TALER UD og ERNA I KRIG.
Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje foregår alle optagelser til filmen i Aarhus, hvor Flemming Jørgensen boede hele sit liv.
BAMSE er produceret af Nimbus Film v/ producer Bo Ehrhardt, i co-production med aarhusianske Ja Film og Uppercut Media og er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn. Filmen distribueres herhjemme af Nordisk Film Distribution.
Efter den forventede biografpremiere i januar 2023 vil filmen kunne ses på TV2 og TV2 Play.