- 2 november, 2020
Den Vestdanske Filmpulje bag Niels Arden Oplevs nyeste storfilm
Del på
Netop nu danner en del af Den Vestdanske Filmpuljes region, Midtjylland, rammer for optagelserne til Niels Arden Oplevs kommende storfilm ROSE, som optages i både Randers, Knebel og Aarhus. På rollelisten er bl.a. Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling og Peter Gantzler. Udover at filmens produktion finder sted i Den Vestdanske Filmpuljes område har puljen ydet støtte til filmen.
Den danske filminstruktør Niels Arden Oplev har forladt det solrige Los Angeles og er vendt tilbage til Jylland for at filme sin næste danske storfilm, ROSE, som optages i Midt- og Østjylland de næste uger. Filmen optages bl.a. på lokationer som Fuglsøcenteret i Knebel, Gudenåen ved Randers, Viby Torv, Amtssygehuset i Aarhus og Filmby Aarhus’ Studier.
Filmen er støttet af Den Vestdanske Filmpulje, og CEO Ronnie Fridthjof fortæller:
Vi er enormt stolte over at støtte Niels Arden Oplevs nyeste og meget personlige film, der har stærke rødder i det jyske. Vigtigheden af at film repræsenterer hele Danmark – både locations og menneskelige skæbner – er i disse tider indlysende. Det giver en bedre forståelse og dermed respekt for forskelligheder, der resulterer i et nært sammenhold danskerne i mellem. Den Vestdanske Filmpulje støtter derfor op om vigtige fortællinger fra Vestdanmark, og der er Niels Ardens Oplevs i den absolutte top.
Oplevs mest personlige film siden DRØMMEN
Biografsuccesen DRØMMEN (2016) var baseret på Niels Arden Oplevs personlige minder fra hans egen opvækst i Nordjylland. Ifølge instruktøren er den kommende film ROSE hans mest personlige film siden DRØMMEN.
Niels Arden Oplev fortæller:
”ROSE er fortællingen om de to søstre Inger og Ellen, hvordan deres forhold bliver udfordret på en busrejse til Paris, som på alle måder udvikler sig i både rørende og ufrivilligt komiske og dramatiske retninger. Det er en film om at drive omsorg og kærlighed for hinanden på trods af vores forskelligheder. Og så er det en fim om, at vi ikke altid skal skue hunden på hårene, – for de indre og sande kvaliteter opfanges kun sjældent af øjet, der ser”
Niels Arden Oplev står bag en række af de helt store danske filmoplevelser, senest SER DU MÅNEN, DANIEL (2019), KAPGANG (2014), MÆND DER HADER KVINDER (2009) og TO VERDENER (2006). I de seneste ti år har han primært arbejdet i udlandet og har skrevet, instrueret og produceret adskillige internationale film og tv-serier.
ROSE forventes at få premiere i sensommeren 2021, filmen produceres af Nordisk Fim Production A/S med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje, Det Danske Filminstitut, Eurimages og Creative Europe Media Slate.