Skip to content

Bodilpriser til BASTARDEN og APOLONIA, APOLONIA

Til årets Bodiluddeling blev to Filmpulje-støttede produktioner hædret med flere hovedpriser. Nikolaj Arcels BASTARDEN løb med prisen for ’Bedste film’ og ’Bedste mandlige hovedrolle’, ligesom filmens fotograf og scenograf også blev belønnet. Desuden fik Lea Globs APOLONIA, APOLONIA prisen for ’Bedste dokumentar’.

Foto: Henrik Ohsten / Zentropa
BASTARDEN blev kåret som ’Bedste film’ ved årets Bodiluddeling, og Mads Mikkelsen fik prisen for ’Bedste mandlige hovedrolle’ for sin præstation i filmen. Foto: Henrik Ohsten / Zentropa.

I weekenden hyldede Danske Filmkritikere årets største filmpræstationer ved Bodilprisen 2024. Der blev delt 14 prestigefyldte statuetter ud til de produktioner, skuespillere og filmarbejde, som har udmærket sig det forgange år. Fem af statuetterne gik til to produktioner, som er blevet til med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje.

Bedste film
BASTARDEN løb med meget af opmærksomheden, da Nicolaj Arcels historiske film hev fire priser med hjem – blandt andet prisen for ’Bedste film’.

I bedømmelsen har komitéen blandt andet lagt vægt på, at BASTARDEN er “en fantastisk flot produktion” og de skriver videre i motivationsteksten:

“Den lykkes først og fremmest, fordi den har lige så meget hjerte og nærvær, som den har smukke skud ud over vidderne. Og med prisen sender vi et lønligt håb om, at Nikolaj Arcel bliver ved med at lave Hollywood-film … i Danmark. Livet handler måske ikke om anerkendelse af store bedrifter. Men i aften gør.”

Filmen skildrer kampen om den uopdyrkede jyske hede i 1750’ernes Danmark. Mads Mikkelsen spiller hovedrollen som den fattige kaptajn Ludvig Kahlen, der bliver sendt ud af Frederik 5. for at kolonisere og civilisere den jyske hede. Mads Mikkelsens præstation blev belønnet med prisen ’Bedste mandlige hovedrolle.

Derudover fik filmens fotograf Rasmus Videbæk prisen for ’Bedste fotograf’, mens filmens scenograf Jette Lehmann fik ’Henning Bahs Prisen’, der bliver uddelt for imponerende filmscenografi.

BASTARDEN er produceret af Zentropa og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje har store dele af optagelserne til filmen fundet sted i Holstebro Kommune og Viborg Kommune.

Bedste Dokumentar
Lea Globs APOLONIA, APOLONIA har fået meget positive omtale, siden den kom ud for et år siden, og nu blev filmen også belønnet med en Bodilpris for ’Bedste dokumentar’.

Still fra APOLONIA, APOLONIA. Foto: Danish Documentary Production.
APOLONIA, APOLONIA blev kåret som ’Bedste dokumentar’ ved året Bodiluddeling. Foto: Danish Documentary Production.

Dokumentaren er et portræt af den dansk-franske billedkunstner Apolonia Sokol. Gennem 13 år følger den danske dokumentarist Lea Glob hendes personlige og kunstneriske udvikling.

Filmen er produceret af Danish Documentary Production, og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje har aarhusianske filmfolk været en del af produktionen, og der er lavet optagelser i Filmby Aarhus’ studier.

 

Vi ønsker stort tillykke med Bodilpriserne til de to produktioner og holdene bag!

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.