Skip to content

Animation fra Viborg vækker fortællingen om Krølle Bølle til live på filmlærredet

Nepenthe Film har netop afsluttet optagelserne til den nye familiefilm KRØLLE BØLLE, som vækker fortællingen om den bornholmske trold til live med en blanding af animation og live-action. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje bliver animationsdelen skabt i Viborg hos animationsstudiet Hydralab, og aarhusianske WiredFly bidrager med håndlavede trolde til tiltelfiguren og hans troldevenner.

I år fylder historien om Krølle Bølle 80 år, og nu bliver fortællingen til en film for hele familien. Foto: Nepenthe Film.

I de historiske rammer ved Hammershus på Bornholm har et filmhold siden starten af september været i gang med de første optagelser til filmen KRØLLE BØLLE. I år er det 80 år siden, at Ludvig Mahler opfandt den lille krølhalede trold, som bor på Bornholm, og nu bliver den berømte fortælling filmatiseret med afsæt i billedbogen fra 1946.

Filmen er en hybrid-film, hvor animerede figurer er integreret i den virkelig verden.

Animation fra Viborg og håndlavede trolde fra Aarhus

Animationsselskabet Hydralab ved producer og ejer Sunit Parekh står for animationssiden til filmen. Hydralab startede deres virksomhed i Viborg men har de seneste 10 år haft til huse i København. I forbindelse med animationen til KRØLLE BØLLE etablerer virksomheden igen en afdeling i Viborg, hvor animatorer og andre fagligheder fra Den Vestdanske Filmpuljes område kommer til at arbejde på animationssiden det næste år.

Foruden den viborgensiske forankring støtter Den Vestdanske Filmpulje filmen, fordi det aarhusianske animationsstudie WiredFly med speciale i stop-motion står for at bygge håndlavede dukker til titelfiguren og hans trollevenner, som indgår i filmen.

Jan Rahbek instruerer filmen, som han selv har været med til at skrive manuskript til sammen med Philip LaZebnik, Søren Frellesen og Toke Westmark Steensen. Nina Lyng producerer filmen for Nepenthe Film.

Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, DR, Sola Media, Den Vestdanske Filmpulje, NFTF, Bornholms Brand og Brdr. E., S. & A. Larsens. Scanbox Entertainment er distributør.

Stærke navne på rollelisten

Biografgængerne kan glæde sig til at opleve en blanding af skuespillere foran kameraet og skuespillere, der lægger stemmer til det store troldegalleri under jorden.

Over jorden spiller Rasmus Botoft rollen som Ole og Ava Elisabeth Knox Martin spiller rollen som Trine. Og under jorden vil blandt andre Carl Løber Roliggaard, Dagmar Celinder Norrbom, Kjeld Nørgaard, Troels Malling, Ellen Hillingsø, Mille Lehfeldt og Hadi Ka-Koush lægge stemme til troldene.

Handlingen uddybet

Mange kender fortællingen om trolden Krølle Bølle, der bor med sin familie under jorden på det nordligste Bornholm. Hele troldesamfundet holder sig under jorden, da livet oppe er farligt for trolde. Men en dag begynder det at buldre igennem troldegangene. Noget truer dem fra oven.

Krølle Bølle er en eventyrer af natur; altid på kant med reglerne og en dag sniger han sig op mod menneskeverdenen for at se, hvad der sker. Men uanet er hans lillesøster Krølle Borra fulgt efter ham, og sammen må bror og søster nu trodse alle regler og for første gang stå ansigt til ansigt med livet oppe over jorden. Og der venter Krølle Bølle et større eventyr end han nogensinde kunne drømme om.

Filmen er sat til at få premiere op til vinterferien i 2026.

Det aarhusianske animationsstudie WiredFly står for at bygge de håndlavede dukker til Krølle Bølle og hans trollevenner.
Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.