Skip to content

Joshua Oppenheimers THE END er udtaget til de to internationale filmfestivaler i Toronto og San Sebastián

Den danskproducerede drama-musical THE END er udtaget til ’Special Presentations’-programmet under Toronto International Film Festival den 5.-15. september og til hovedkonkurrencen under San Sebastián International Film Festival den 20.-28. september. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje har aarhusianske Ja Film lavet VFX og animation til filmen.

Britiske Tilda Swinton spiller moren i den danskproducerede musical THE END, som er udtaget til to store, internationale filmfestivaler. Foto: Felix Dickinson.
Britiske Tilda Swinton spiller moren i den danskproducerede musical THE END, som er udtaget til to store, internationale filmfestivaler. Foto: Felix Dickinson.

I en bunker dybt under jorden lever en af de sidste familier efter en menneskeskabt dommedag. I to årtier har familien levet et luksusliv i bunkeren, da en ung kvinde pludselig dukker op. Hun er det første menneske, familien har set i årevis, og sønnen begynder at sætte spørgsmålstegn ved familiens tilsyneladende perfekte tilværelse.

THE END er en drama-musical af den amerikansk-britiske instruktør Joshua Oppenheimer, som er bosat i København. Han har tidligere opnået stor anerkendelse for de to Oscar-nominerede dokumentarfilm THE ACT OF KILLING og THE LOOK OF SILENCE, som begge er danskproducerede og handler om folkemordet i Indonesien i 60’erne. Med THE END kaster Oppenheimer sig ud i fiktionsfilmens verden med en dystopisk musical.

Filmen får verdenspremiere under Toronto International Film Festival den 5.-15. september, hvor den er udtaget til det såkaldte ’Special Presentations’-program for højtprofilerede spillefilm. Den canadiske filmfestival er en af de største i Nordamerika, og den regnes som en vigtig platform for europæiske film på det amerikanske marked. Derudover er filmen udtaget til hovedkonkurrencen ved San Sebastián International Film Festival den 20.-28. september, der sammen med festivalerne i Berlin, Cannes og Vendig hører til i toppen af det europæiske festivalhieraki. Her bliver filmen vist den 23. september.

Holdet bag

Joshua Oppenheimer har skrevet filmens manuskript i samarbejde med danske Rasmus Heisterberg, der tidligere har skrevet manuskript til film som EN KONGELIG AFFÆRE og MÆND DER HADER KVINDER.

Danske Signe Byrge Sørensen har produceret filmen for det danske produktionsselskab Final Cut for Real, som også har produceret Joshua Oppenheimers to tidligere film.

Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje har aarhusianske Ja Film lavet VFX og animation til filmen. Ja Film har også tidligere arbejdet sammen med Final Cut for Real – blandt andet på filmen FORGET MED NOT hvor de også leverede VFX, og på den animerede dokumentarfilm FLUGT hvor de stod for grafik og colorgrading.

THE END er desuden blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut, FilmFyn, Nordisk Film & TV Fond og Eurimages, og den er produceret i samarbejde med DR. Scandinavian Film Distribution distribuerer THE END i norden, og der er endnu ikke fastsat en dansk premieredato.

Stjernespækket cast

Der er flere internationale stjerner på rollelisten til den engelsksprogede drama-musical.

Oscar-vinderen Tilda Swinton og den Oscar-nominerede Michael Shannon spiller de velhavende forældre, der har tilbragt to årtier i en underjordisk bunker efter dommedag. Swinton senest har spillet med i Wes Andersons film ASTEROID CITY fra 2023 og David Finchers film THE KILLER fra 2023, mens Shannon blandt andet er kendt fra NOCTURNAL ANIMALS fra 2016 og THE SHAPE OF WATER fra 2017.

George McKay ses i rollen som deres søn, der er født og opvokset i bunkeren og aldrig har oplevet verdenen udenfor. McKay er blandt andet kendt fra krigsfilmen 1917 fra 2019, som vandt en Golden Globe for bedste film.

Moses Ingram spiller en fremmed ung kvinde, som pludselig dukker op og truer familiens luksusliv. Hun er særlig kendt fra Netflix-serien THE QUEEN’S GAMBIT fra 2020.

Derudover medvirker navne som Bronagh Gallagher, Tim McInnerny og Lennie James.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.