Svindler
Forklædninger, forviklinger, action, gode grin og et spektakulært kup. 'Svindler' er en raffineret komedie om en mestersvindler og en fraskilt politiefterforsker.

En sofistikeret svindler på jagt efter den helt store milliongevinst og en fraskilt politiefterforsker må modvilligt arbejde sammen for at få ram på en kriminel forretningsmand. Det slår gnister, når international elegance møder leverpostejsfarvet dansk almindelighed, og det umage par skal forsøge at snyde en af landets mest magtfulde mænd. Sammen bevæger de sig ud på dybt vand og opdager ting om hinanden og sig selv, som de ikke vidste. Men på et tidspunkt må de spørge sig selv: Hvem snører egentlig hvem?
Fra fornemme auktionshuse i London over bonede gulve i toppen af dansk erhvervsliv til kommunale arbejdspladser i provinsen - 'Svindler' leger med begreber som identitet og moral i en charmerende og hæsblæsende komedie garneret med spionage, forklædninger, forviklinger, bedrag, action, gode grin og et spektakulært kup, man skal se for at tro det.
Filmen bliver optaget i København, Aarhus og Holstebro - bl.a. på Nørre Vosborg ved Vemb, Slagteriet i Holstebro og på Aarhus Havn.
Instruktør: Mikkel Serup
Producere: Jesper Zartov og Kasper Colding
Produktionsselskab: The Bunch
Premiereår: 2026