Gå til hovedindhold
Spillefilm
2025

Kærlighedens gerninger

Et voksent søskendepar mødes igen i en kristen sekt på den jyske vestkyst, hvor en chokerende hemmelighed i deres fælles fortid får grunden til at ryste under den viljestærke, men sårbare Hannas brændende ønske om at få et barn.

Indhold

    Et voksent søskendepar, en chokerende hemmelighed, en lukket verden på vej til at gå under. Hanna har isoleret sig fra omverdenen i en kristen sekt på den jyske vestkyst, hvor hun nærer et inderligt ønske om at få et barn. Men den overfladiske harmoni i det manipulerende New Age-miljø bliver vendt op og ned, da hendes bror Jakob pludselig banker på døren.

    Jakob påstår, at han er en søgende sjæl på jagt efter en højere mening. Sandheden er dog en helt anden og langt mere dyster. For Hanna og Jakob deler en rystende hemmelighed, der er dybt begravet i deres fælles fortid - og nu truer den med at rive alt med sig i et stormfuldt syndefald. Kan søskendeparret stadig nå at finde en fælles vej ud af mørket? Og ud af et giftigt fællesskab, hvor næstekærligheden selv er det rådne æble i et korrupt paradis? Og hvem bestemmer egentlig over kærligheden?

    'Kærlighedens gerninger' er en kompromisløs historie om tro og tabuer, og om blodets bånd og kærlighedens dunkle grænser. Instruktør Jeppe Rønde maler sine billeder i store, voldsomme penselstrøg og går efter at fylde både lærredet og lydbilledet helt ud til kanten.

    Filmen er optaget i Ringkøbing-Skjern Kommune med jyske filmarbejdere som en del af holdet.