Idioten
'Idioten' følger det unge par Tobias og Cille, der står på tærsklen til forældreskabet, men samtidig må kæmpe mod både deres egne dæmoner og omgivelsernes skepsis.

Efter de har fundet hinanden, er Tobias og Cille begyndt at forandre deres liv. Tobias er færdig med afvænning, og Cille er langsomt ved at komme tilbage til et normalt liv efter flere års psykisk og fysisk sygdom. Det unge par venter nu deres første barn, men de lykkelige omstændigheder viser sig at blive et tilbageslag, for deres uheldige fortid klæber til dem.
Under et afklaringsforløb har Tobias opdaget, at hans kald i livet er at blive skuespiller; en, der kan underholde og bringe glæde. Men dem, der er tættest på Tobias, støtter ham ikke - tværtimod forsøger de at pille ham ned. Myndighederne begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om det unge par overhovedet er egnet til at blive forældre.
Instruktør Kasper Rune Larsen debuterede i 2017 med spillefilmen 'Danmark', der også portrætterede provinsens miljø og mennesker. Filmen er produceret af Stray Dog Productions, og størstedelen af optagelserne til 'Idioten' har fundet sted i Aarhus og Syddjurs Kommune.



Instruktør: Kasper Rune Larsen
Producer: Henrik Underbjerg
Produktionsselskab: Stray Dog Productions
Premiereår: 2023