Populær TV 2-serie fortsætter: Moesgaard Museum bliver den nye arena for 'Danefæ'
Første sæson af TV 2-serien 'Danefæ' om arkæologparret Ester og Michael blev en stor seersucces med omkring en million seere per afsnit i sommeren 2025. Nu vender serien tilbage, og optagelserne til sæson to er netop gået i gang på Fyn og i Aarhus, blandt andet på Moesgaard Museum.
Sidste sommer fangede 'Danefæ' danskerne med en intens fortælling om ægteskab, arkæologi og fortidens spor. Samtidig vakte serien en fornyet interesse for fortiden, der gemmer sig i mulden, og den fik flere danskere op af sofaen og afsted til museerne. Særligt Vikingemuseet Ladby ved Kerteminde og Kongernes Jelling oplevede stigende besøgstal.
Nu kan danskerne glæde sig til den fortsatte fortælling om Ester og Michael og ikke mindst om vores fælles fortid. Optagelserne til sæson to er skudt i gang på Fyn, hvor de første scener optages, inden holdet rykker til Moesgaard ved Aarhus.
Magten kommer med en pris
Efter Esters store Thyra-opdagelse i første sæson headhuntes hun som udgravningsleder til det progressive Moesgaard Museum ved Aarhus. Hendes arbejde kompliceres dog af, at det også er her, eksmanden Michael har søgt ly efter udstillingsskandalen med Harald Blåtand på Nationalmuseet.
I den nye sæson er Ester trådt ud af skyggen og griber selv efter magten i drømmejobbet, men den nye arena på Moesgaard Museum viser sig at være en nådesløs kampplads. Her har magten en meget høj pris og spørgsmålet er, om Ester er klar til at betale den?
Ester og Michael spilles som i første sæson af Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen – en rolle, som netop har indbragt Lene Maria Christensen prisen for bedste hovedrolle i en serie ved 'Det Vi Elsker Prisen 2026'.
Deres to børn, Liva og Storm, spilles af Fanny Bornedal og Carl Tange, og Birthe Neumann ses som Esters mor, Bitten. Desuden er der gensyn med Petrine Agger og Sara Fanta som Esters kolleger fra Ladby, Joen Højerslev og Tina Gylling fra Nationalmuseet samt Mathias Bøgelund.
Nye navne i sæson to er blandt andre Katinka Lærke Petersen, Lone Rødbroe, Simon Kongsted og Victor Madsen.
Første sæson samlede generationer
Marlene Billie Andreasen, TV 2 senior executive producer, siger:
"Jeg er utrolig stolt over, at vi nu er i optagelse med sæson to, og jeg glæder mig enormt til at give danskerne endnu et kapitel i fortællingen om Ester, der graver i jorden og stiller spørgsmål til vores fælles Danmarkshistorie. Første sæson formåede i stor stil at samle generationer foran skærmen og fortsætte samtalerne rundt om i landet. Det er en kulturbærende fortælling i den mest levende form, der kan mærkes, deles og lever videre i os."
Viser et Danmark, vi sjældent ser
"'Danefæ' er i sin grundessens et relationsdrama parret med et arkæologisk mysterium, og det har fra starten været en ambition at fortælle en historie i en arena, publikum ikke har set før.
Det er også en vigtig pointe, at serien skulle vise dele og egne af Danmark, som vi sjældent får lov at se i tv-serier. Vi håber og tror på, at 'Danefæ' fortsat kan portrættere alt det, Danmark har at byde på, og at vi igen kan give publikum en stærk fortælling om vores fælles Danmarkshistorie fortalt gennem en spændende arkæologisk krimigåde", siger Claudia Saginario, producer hos Uma Film.
Forventet premiere i 2027/2028
Lars K. Andersen er igen hovedforfatter på 'Danefæ' sæson 2, der instrueres af Mads Mengel og produceres af Uma Film ved producer Claudia Saginario med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje og FilmFyn. Marlene Billie Andreasen er TV 2 senior Executive Producer, og serien forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2027/2028.